Lars Keld Hansen, kommunaldirektør ved Lemvig Kommune i otte år, går på pension. ”Utrolig vigtig styrmand for en velfungerende besætning,” lyder det fra borgmesteren.
Lars Keld Hansen, der har været kommunaldirektør i Lemvig Kommune de seneste otte år, går på pension den 1. april 2023.
– Det har været en fornøjelse og glæde at arbejde for Lemvig Kommune. Jeg takker kollegaer, partnere og politikere for et helt igennem godt samarbejde, siger kommunaldirektøren.
Kommunaldirektøren har blandt andet været involveret i arbejdet med at søsætte Klimatorium – Danmarks internationale klimacenter, Sundhedshuset i Lemvig, markante byfornyelser, digitalisering og styret kommunen igennem en pandemi.
Borgmester: Tusind tak for indsatsen
Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune, roser den afgående kommunaldirektør for en flot og stabil indsats igennem årene.
– Jeg takker Lars Keld Hansen for den store indsats, han har ydet og de resultater, der er opnået. Kommunaldirektøren har været en vigtig styrmand for en velfungerende besætning, siger borgmesteren.
Erik Flyvholm peger på, at Lemvig Kommunes administration løbende topper lister over lavt sygefravær, høj trivsel og fremragende økonomistyring.
Virksomheden Mercuri Urval begynder allerede i denne uge processen med at rekruttere en ny kommunaldirektør.