Dagtilbud
Herunder finder du sider med oplysning om, hvordan dagtilbud er organiseret i Lemvig Kommune.
Genveje og links
- Digital pladsanvisning (indskrivning af børn)
- Søg om tilskud til privat pasning
- Søg om tilskud til pasning af egne børn
- Information om pædagogisk tilsyn i Lemvig Kommunes dagtilbud, kan du læse mere om ved at klikke her.
Her kan du finde links til de forskellige institutioners hjemmesider:
Dagplejen
Thyborøn Børnecenter
Lomborg Børnehus
Børnegården Lemtorp
Tangsø Børnehus
Lemvig Menighedsbørnehave og vuggestue
Klinkby Dagtilbud
Tangen Skole og Børnecenter
Nørre Nissum Skole- og Børneunivers
Den kommunale dagpleje er et tilbud til dig, som har et barn i alderen 0-2 år. Dit barn vil blive passet i et privat hjem. Der vil aldrig være mere end 5 børn, som bliver passet samtidig.
Det er dagplejens værdigrundlag,
- at skabe et trygt miljø for dit barn i et samarbejde mellem dig og dagplejen
- at dække dit barns behov for individuel pleje og ernæring
- at udvikle dit barns selvstændighed og evne til at fungere sammen med andre gennem et åbent og stimulerende miljø
- at give dit barn mulighed for fysisk og psykisk stimulering gennem leg og beskæftigelse passende til barnets udvikling og alder
- at give dit barn mulighed for at opleve sig selv i en mindre gruppe indenfor et hjems normale funktioner
- at give dit barn tilbud om oplevelser udenfor dagplejehjemmet - blandt andet i legestue, udflugter o.lign.
Den enkelte dagplejer har en åbningstid på 48 timer om ugen mellem kl. 6 og 18.
Lemvig Kommunes kommunale, selvejende og private daginstitutioner tilbyder en modulordning på 30 timer ugentligt til vuggestuebørn og børnehavebørn.
Modulet er et tilbud til alle forældre, der ikke har brug for en fuldtidsplads.
Timetallet
Timetallet opgøres samlet pr. uge. Det er ikke muligt at overføre timer fra en uge til den næste.
Hvis der er valgt et 30 timers-modul, skal barnets mødetid lægges i tidsrummet 8.00-15.30.
Det vil sige, at barnet f.eks. kan være i dagtilbuddet fra kl. 9.00 til 15.00 mandag til fredag, hvilket giver 30 timer. Tilsvarende kan mødetiden f.eks. være kl. 8.00 til 14.00 eller en kombination af disse. Det kan også være kl. 8.00 til 15.30 på fire af ugens dage. Omvendt vil der være for stor anvendelse, hvis barnet er i institution kl. 8.00 til 15.30 alle ugens dage (37,5 timer).
Modulet starter, når barnet bliver afleveret i dagtilbuddet og slutter, når barnet er ude igen.
Institutionen vil lave stikprøvevis kontrol af, om ugens samlede mødetid overskrider de 30 timer, og om barnet afleveres før kl. 8.00 eller afhentes efter kl. 15.30. Hvis de fastsatte mødetider ikke overholdes, har lederen pligt til at gøre opmærksom på problemet over for forældrene, og forældrene har pligt til at vælge en fuldtidsplads.
Mødeskema
Der skal ikke afleveres mødeskema med de forventede mødetider. Barnet møder blot op inden for tidsrummet 8.00-15.30, og forældrene holder selv styr på, at timeforbruget ikke overstiger 30 timer ugentligt.
Ændring af modul
Der kan vælges modul til eller fra med én måneds varsel fra den 1. eller 16. i en måned. Kontakt institutionslederen, hvis du fra den ene dag til den anden får brug for at skifte fra 30-timers modul til en fuldtidsplads.
Institutionslederen kan bringe aftalen om modulordning til ophør, hvis det konstateres, at det valgte timetal ikke dækker det faktiske behov.
30-timers barselsmodul for forældre i dagplejen
Lemvig Kommune tilbyder også deltidsplads i dagplejen til børn af forældre på barselsorlov. Forældre, hvor en eller begge forældre afholder fravær i medfør af barselsloven, har mulighed for at tilmelde børn i husstanden på et modul på 30 timer i den dagpleje, hvori barnet går.
Timetallet opgøres samlet over 2 uger. Der kan dog max. flyttes 10 timer fra den ene uge til den anden. Mødetid og timetal over 14 dage skal fremgå af et mødeskema, som afleveres hos dagplejeren.
Der kan ikke opspares tid, ved barnets sygdom, ferie, eller hvis dagplejen har lukket herunder i forbindelse med helligdage.
Kombinationstilbud
Lemvig Kommune tilbyder enlige forældre og forældrepar, hvor begge har et dokumenteret arbejdsbetinget behov for pasning uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid, et kombinationstilbud.
Kombinationstilbud giver familier mulighed for at kombinere en plads på et modul i kommunens daginstitutioner med fleksibel pasning uden for dagtilbuddets åbningstider. Kombinationstilbuddet indebærer, at barnet kan få en deltidsplads i en daginstitution, samtidig med at forældrene modtager et tilskud fra kommunen til fleksibel pasning.
Et kombinationstilbud kan ikke samlet overstige, hvad der tidsmæssigt svarer til en fuldtidsplads i en daginstitution i kommunen, heraf skal den del, der handler om den fleksible pasning uden for daginstitutionen være på mindst 10 timer om ugen i gennemsnit.
Kontakt Pladsanvisningen, hvis du ønsker yderlige information.
Alle kommunale dagtilbud i Lemvig Kommune har valgt at have en kommunal frokostordning.
Den kommunale frokostordning dækker over levering af den mad og drikke, der tilbydes ved frokosttid. Frokostordningen indeholder således ikke mad på andre tidspunkter af dagen. Hvis institutionen vælger at tilbyde mad på andre tidspunkter end i forbindelse med frokosten, vil disse måltider blive betegnet som en del af en madordning ud over frokostordningen.
I Lemvig Kommune har madordningen fungeret siden 1. januar 2010. Daginstitutionerne har haft mulighed for at vælge mellem tre forskellige madordninger, fuld produktion i eget køkken, ”Smør selv” i eget køkken og ekstern leverandør.
Hvert andet år skal institutionens forældrebestyrelse tage stilling til, om man ønsker at fortsætte med den kommunale frokostordning.
Alternativer til en kommunal frokostordning er:
Forældrearrangeret frokostordning
En forældrearrangeret frokostordning omfatter kun frokostmåltidet og træder i stedet for den kommunale frokostordning. En forældrearrangeret frokostordning kan således kun etableres, hvis institutionen fravælger den kommunale frokostordning.
Forældrearrangeret madordning
Begrebet dækker den mad der tilbydes ud over frokosten, for eksempel morgen, formiddag og eftermiddag. Ligesom med de forældrearrangerede frokostordninger er det frivilligt for forældrene til det enkelte barn, om de ønsker at være med i ordningen.
Feriepasning i dagtilbud og SFO
Forældre med et barn i dagtilbud eller SFO har ret til pasning på alle hverdage; dog ikke på Grundlovsdag den 5. juni og juleaftensdag den 24. december.
Ud over weekender og helligdage kan den enkelte daginstitution eller skolefritidsordning godt have flere lukkedage; men der vil altid være et tilbud om alternativ pasning.
Hovedparten af Lemvig Kommunes institutioner lukkes følgende dage:
- Skolefridagene mellem jul og nytår
- De tre skolefridage før påske
- Fredag efter Kristi himmelfartsdag
- De tre sidste hele uger i juli
Der vil blive tilbudt anden pasningsmulighed til børn i både dagpleje, daginstitution og skolefritidsordning.
Den enkelte institution melder dette ud på Aula, hvor tilmeldingen også finder sted.
Lemvig Kommune arbejder med at sikre, at alle børn og forældre oplever en tryg overgang fra hjemmet til Sundhedsplejen, videre til dagplejen eller vuggestuen, over børnehaven til skole, SFO og klub.
Børn fødes med et væld af ressourcer og med en medfødt nysgerrighed og lyst til at møde nye udfordringer. Udfordringerne begynder fra første dag og er overalt i børnenes miljø – i familien, blandt venner og sammen med voksne og børn i dagtilbud og skole.
Hver eneste overgang er symbolet på et nyt kapital i barnets liv, fordi barnet indtræder i et nyt miljø og et nyt fællesskab med andre krav og forventninger.
Overgangen fra en institution til en anden har stor betydning for, hvordan barnet udvikler sig. En god start i en institution eller skole sammen med en tryg og udbytterig hverdag, er med til at give børnene de bedste muligheder for at klare sig godt i det videre liv.
Ansvaret for børn og en god overgang er først og fremmest forældrenes, men også det pædagogiske personale i dagtilbud og skole spiller en vigtig rolle i at skabe en tryg atmosfære for både børn og forældre. Det er derfor vigtigt, at der eksisterer en ”rød tråd” i kommunikationen om barnets overgange fra én institution til en anden.
Retningslinjer for badesikkerhed, vandaktiviteter mv. for børn i dagtilbud i Lemvig Kommune
Generelle retningslinjer
Badning må kunne finde sted, når det kan foregå under fuldt betryggende forhold.
Badeudflugter skal altid ske efter en plan, som er godkendt i forældrebestyrelsen i det enkelte dagtilbud. Det vil sige en plan, som angiver, hvem der kan tage af sted, hvornår, hvortil og med hvor mange børn og voksne.
De medfølgende voksne skal være gjort bekendt med disse retningslinjer for badesikkerhed.
Dagtilbuddet skal have en beredskabsplan, dvs. en plan for, hvem der gør hvad i tilfælde af en ulykke.
Der skal indhentes skriftlig tilladelse fra forældrene.
Hvis et barn har fået diagnosen epilepsi, sukkersyge eller lignende, indgås en konkret aftale med forældrene om, hvilke særlige forholdsregler, der skal træffes som følge heraf. Forældrene skal oplyse om sygdomsforhold i forbindelse med, at der indhentes tilladelse til badning.
Børnene skal i alle tilfælde instrueres om, hvad de må eller ikke må. Hvis man f. eks. er ved stranden, skal børnene have af vide om de må bade eller evt. kun må soppe.
Helst alle, men mindst en af de medfølgende voksne skal kunne livgivende førstehjælp. Hvis badningen overvåges af en livredder, eller der alene er tale om sopning, kan der ses bort fra dette krav.
Medarbejderne skal altid bruge deres sunde fornuft i forbindelse med vurdering af badesikkerheden. Det betyder blandt andet, at der skal tages hensyn til alle de forhold, som kan tænkes at påvirke sikkerheden i den konkrete situation.
Det er vigtigt at medarbejderne er klar over, hvordan opgaver og ansvar skal fordeles.
Børnene skal altid være ledsaget af så mange voksne, at badning kan foregå sikkert. Det nødvendige antal voksne afhænger af flere forhold - herunder af børnenes alder, aktiviteterne og omstændighederne på det sted, hvor aktiviteterne foregår.
Normalt vil det være tilstrækkeligt med én medarbejder pr. 7-8 børn. Som minimum skal der altid være to medarbejdere til stede.
Badning i offentlig svømmehal, friluftsbade og badelande
De retningslinjer, som er fastsat af svømmehallen, friluftsbadet eller badelandet, skal til enhver tid følges.
Svømmehallen, friluftsbadet eller badelandet skal altid sørge for, at der er en livredder til stede.
Børn under skolealderen skal altid bade med badevinger og/eller bælte.
Større børn, som ikke benytter badevinger eller bælte, skal som hovedregel kunne bunde dér, hvor de bader.
Hvis der er andre brugere til stede, kan det af hensyn til overblikket anbefales, at badningen foregår i et afgrænset område - eller at børnene forsynes med ensfarvede badehætter.
Medarbejderne fører tilsyn i forbindelse med omklædning.
Badning fra strande, åer og søer
Medarbejderne skal altid orientere sig om og efterleve eventuelle sikkerhedsregler, som gælder på det sted, hvor badningen foregår.
Medarbejderne skal orientere sig om relevante forhold på stedet - herunder vind, bundforhold, strøm, vandets temperatur og sigtbarhed mv. Der må kun bades, hvis det kan ske uden fare.
Børn under skolealderen skal altid bade med badevinger og/eller bælte, med mindre der blot er tale om sopning.
Børnene må aldrig bevæge sig længere ud end til navlen.
Medarbejderne skal tydeligt markere grænsen for det område, hvor der må bades og soppes.
Badebolde og andet oppusteligt legetøj må kun anvendes med stor forsigtighed - og aldrig ved fralandsvind.
Medarbejderne skal sikre sig, at der hurtigt kan tilkaldes hjælp f.eks. ved at medbringe en mobiltelefon.
Forslag til drøftelse med børn før badning
- Du må ikke bade alene uden voksne
- Den voksne er altid længst ude
- Du må ikke svømme, hvor du ikke kan bunde
- Du må ikke gå længere ud end den voksnes anvisninger
- Du skal have en svømmemakker
- Du må ikke råbe om hjælp "for sjov"
Hvis I flytter fra Lemvig Kommune
Flytter I fra Lemvig Kommune og ønsker at bevare jeres dagtilbud efter flytningen, skal I straks give besked til Pladsanvisningen om fraflytningen.
Det er også vigtigt, at I kontakter bopælskommunen, da egenbetaling beregnes ud fra en gennemsnitlige bruttodriftsudgift – det kan betyde en højere forældrebetaling.
Vilkår for optagelse i og tilskud til dagtilbud i en anden kommune
Børn, der ønsker en plads i et dagtilbud i en anden kommune, bliver i udgangspunktet skrevet på venteliste på de samme vilkår som kommunens egne børn. Der er muligvis ikke ledige pladser netop i det foretrukne dagtilbud, men ønsker bliver tilgodeset ud fra samme regler, som gælder for de forældre, der bor i kommunen.
Får barnet en dagtilbudsplads i en anden kommune, skal egen kommune give tilskud til pladsen. Tilskuddets størrelse fastlægges ud fra egen kommunes udgifts- og serviceniveau. Det er derfor den gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, som egen kommune benytter til at beregne tilskud og egenbetaling for en aldersvarende dagtilbudsplads i kommunen, der skal anvendes, når tilskuddet til en plads i en anden kommune skal beregnes.
Hvis bruttodriftsudgiften for det benyttede dagtilbud er dyrere end et alderssvarende dagtilbud i forældrenes opholdskommune, skal forældrene selv betale forskellen mellem tilskuddet fra egen kommune og driftsudgifterne pr. plads i det benyttede dagtilbud i anden kommune. Dette kan betyde, at forældrene skal betale en højere forældrebetaling, end de skulle have gjort, hvis barnet havde plads i egen kommune.
Tilskud til dagtilbud i anden kommune LBK nr. 748 af 20/06/2016
§ 41. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give et tilskud pr. barn, der optages i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, i en anden kommune.
Stk. 2. Ved optagelse i et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen beregnes opholdskommunens tilskud, så det svarer til de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter pr. plads for dagtilbud i opholdskommunen som beregnet for den aldersgruppe, barnet tilhører.
Stk. 3. Tilskuddet kan dog højst svare til opholdskommunens tilskudsprocent for aldersgruppen beregnet af de budgetterede bruttodriftsudgifter pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen som beregnet i institutionskommunen, jf. §§ 31-34, jf. dog §§ 42-44.
Du kan vælge et økonomisk tilskud til brug for en privat pasningsordning i stedet for at benytte en plads i et dagtilbud.
Tilskuddet skal bruges til aflønning af en privat børnepasser (f.eks. ung pige i huset, pasning af barnet/børnene i privat dagpleje), feriepenge, arbejdsgiverens ATP, arbejdsgiverens bidrag til barselsordning og arbejdsskadeforsikring.
Du kan få tilskud:
- fra dit barn er 24 uger og indtil det starter i børnehave. Børnehavestart er måneden efter bliver 3 år. Vi gør opmærksom på, at når Central Pladsanvisning kan tilbyde en børnehaveplads fra 3 år og 1 måned, ydes der ikke længere tilskud til privat børnepasning. Der kan dog i særlige tilfælde dispenseres af sociale eller pædagogiske grunde.
- hvis du bor i Lemvig Kommune i tilskudsperioden (er tilmeldt folkeregistret)
- hvis kommunen kan godkende:
a. dit pasningsbehov
b. pasningsaftalen
c. den person du har ansat
Hver husstand kan maksimalt modtage tilskud til pasning af 3 børn. Vi yder ikke tilskud til ordninger under 1 måneds varighed.
Tilsyn
Vi fører løbende tilsyn med de private pasningsordninger. Tilsynet vil ske på samme måde som det praktiseres i dagplejen.
Tilskuddets størrelse
Tilskuddet kan højst udgøre 75 % af dine dokumenterede udgifter til den private pasning. Tilskuddet er skattefrit for dig, men skattepligtigt for børnepasseren, som skal henvende sig til SKAT.
Tilskud pr. barn i 2024
Tilskuddet pr. barn er beregnet som 75 % af den udgift kommunen ville have, hvis barnet skulle passes i en af kommunens pasningsordninger.
Tilskud pr. barn i alderen 24 uger til 3 år og 1 måned:
max. 6.596 kr.
Søskendetilskud
max. 1.246,10 kr. pr. måned
Tilskud pr. barn i alderen 3 år og 1 måned til barnet starter i børnehaveklasse ydes kun i særtilfælde, hvis det skønnes bedst for barnet.
Ansøgning om tilskud
Tilskuddet bliver bevilget efter ansøgning.
Søg om tilskud til privat pasning
Ansøgningen skal indeholde dokumentation for pasningsbehovet og anvendelse af tilskuddet. Ansøgningen vedlægges en skriftlig aftale mellem dig og børnepasseren om omfang, aflønning og varighed af pasningen.
Søskenderabat
Hvis du har mere end et barn i dagpleje, daginstitution, skolefritidsordning eller privat børnepasning yder vi søskenderabat, hvis børnene har samme adresse. Der skal altid betales fuld pris for den dyreste plads, og vi yder så 50 % rabat af betalingen for de øvrige pladser.
Praktiske oplysninger
I forbindelse med ansættelse af en person til børnepasning skal du kontakte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Postbox 600, København C, (tlf. nr. 72 20 00 32), hvor du vil få et CVR-nr. (dette kræver ATP)
Den ansatte skal selv kontakte SKAT med hensyn til ændring af forskudsopgørelsen, da løn og evt. kost og logi er skattepligtig (B-skat)
Det er dig som arbejdsgiver, der skal indbetale feriepenge.
Husk at meddele os, hvis børnepasseren holder ferie uden løn.
Som arbejdsgiver skal du tegne en arbejdsskadeforsikring.
Udbetaling af tilskud
Tilskuddet bliver udbetalt månedsvis til din NemKonto. Lemvig Kommune indberettet bruttobeløbet til SKAT, da lønnen er skattepligtig for børnepasseren.
Ophør af den private pasningsordning
Dit barn har, efter ophør af den private pasningsordning, ret til en plads i en kommunal pasningsordning med 1 måneds varsel fra førstkommende 1. eller 16. i måneden.
Administration
Udbetaling af tilskud til privat børnepasning administreres af Borgerservice. Tilsyn med ordningen sker i samarbejde med den kommunale dagpleje.
Hvis du har spørgsmål vedr. tilskud til private pasningsordninger, kan du kontakte Borgerservice.
Spørgsmål? – ring til ATP – ring til ATP-huset tlf. nr. 48 20 49 14 Feriepenge – ring til Arbejdsdirektoratet tlf. nr. 38 10 60 11 Arbejdsskadeforsikring – ring til dit eget forsikringsselskab.
I Lemvig Kommune er der fire private dagtilbud og et selvejende dagtilbud:
Børnehaven Sct. Georgsgården
Østergade 65
7620 Lemvig
mail@sctgeorgsgaarden.dk
Tlf.: 30518041
Bøvling Børnehus
Lillebjergvej 50
7650 Bøvlingbjerg
info@boevlingboernehus.dk
Tlf.: 97888256
Udefribørnehuset
Fabjergstad 34
7620 Lemvig
bornehaven@udefriskolen.dk
Tlf.: 41335533
Fjaltring Børnehus
Vestermøllevej 11
7620 Lemvig
kontakt@fjaltringfriskole.dk
Tlf.: 53277012
Lemvig Menighedsbørnehave og vuggestue (Selvejende)
Skolevej 7
7620 Lemvig
Menighedsbornehaven@lemvig.dk
Tlf.: 96631671
Generelle godkendelseskriterier for private institutioner
Oprettelse af en privatinstitution efter dagtilbudslovens kapitel 3 § 19 stk. 5 godkendes af Lemvig Kommune på følgende betingelser:
Lovgivning
Privatinstitutioner skal leve op til gældende bekendtgørelser og vejledninger på børneområdet(Børne- og Undervisningsministeriet, Socialministeriet og Sundhedsministeriet).
I lighed med kommunale dagtilbud drives privatinstitutioner efter lov om dag-, fritids-, og klubtilbud til børn og unge(Dagtilbudsloven)og skal således overholde formålsbestemmelsen for dagtilbud jfr. § 7 i Dagtilbudsloven.
Privatinstitutioner skal udarbejde pædagogiske læreplaner i henhold til Dagtilbudslovens § 8.
Privatinstitutioner er omfattet af reglerne i Forvaltningsloven og Offentlighedsloven i forhold til den private leverandørs forhold til borgerne i relation til den opgave, der udføres for kommunen jfr. Lov om retssikkerhed § 43 stk. 2.
Politikker
Kommunalbestyrelsens indsatsområder skal følges.
Fysiske rammer
Kommunens godkendelse af bygninger sker efter gældende bygningsreglement.
Legeplads skal leve op til standarder i DS/EN 1176.
Optagelse af børn
Privatinstitutioner har kompetence til at optage børn i aldersgruppen 0 til 3 år og 1 måned, og 3 år og 1 måned til 6 år.
Privatinstitutioner skal som minimum tilbyde pladser på 30 timer og fuldtid.
Kommunens tilskud ydes fra det tidspunkt et barn er berettiget til et dagtilbud under den kommunale ordning.
Privatinstitutioner skal fastsætte regler om optagelse og følge almindelige retsgrundsætninger såsom lighedsgrundsætninger, diskriminationsforhold og lignende. Der kan ikke fastsættes optagelsesregler eller udvikles en praksis, der formelt eller reelt udelukker visse grupper fra optagelse i privatinstitution. Privatinstitutioner skal som udgangspunkt være tilgængelige for børn med handicap.
Institutionen skal gennem sine regler sikre samme rummelighed som i de kommunale og selvejende institutioner i Lemvig Kommune.
Optagelsesregler skal fremgå af institutionens vedtægt.
Åbningstid
For at opnå fuldt tilskud skal institutionen have en åbningstid på minimum 51½ time om ugen og holde åben på alle hverdage. Ved lavere åbningstid bliver tilskuddet tilsvarende reduceret.
Privatinstitutioner er forpligtet til på forhånd at give både kommunen og forældrene information om lukkedage det pågældende år. Kommunen har mulighed for at ændre tilskuddet i forhold til det antal dage institutionen holder lukket.
Privatinstitutioner i Lemvig Kommune kan i fællesskab arrangere samledage i ferieperioder og i perioder, hvor der i kommunens øvrige institutioner er samledage.
Personalesammensætning
Den ansvarlige for privatinstitutionen har ansvar for, at personalesammensætningen sikrer, at institutionen kan overholde målene i Dagtilbudsloven.
Personalenormeringen fastsættes ud fra samme normeringsmodel, som til enhver tid er gældende i Lemvig Kommune for henholdsvis vuggestuebørn og børnehavebørn.
Personalefordelingen fastsættes til at minimum 60 % af personalet skal være uddannede pædagoger.
Der stilles krav om, at privatinstitutionens leder og stedfortræder skal være pædagoguddannede eller have en anden relevant pædagogisk uddannelse.
Det forudsættes, at privatinstitutionen har et beredskab af vikarer, således at institutionen kan udgøre en forsvarlig ramme for børnenes hverdag, også ved ferie og sygdom blandt personalet.
Tavshedspligt/underretningspligt
Personale i privatinstitutioner har tavshedspligt i lighed med personale i kommunens institutioner.
Personale i privatinstitutioner har i lighed med kommunale institutioner skærpet underretningspligt i fald man får kendskab til forhold der giver anledning til bekymring.
Sprogstimulering
Privatinstitutioner skal sikre overholdelse af Dagtilbudslovens bestemmelser om sprogstimulering (Dagtilbudslovens § 11). Der skal tilbydes støtte til fremme af den sproglige udvikling, hvis barnet efter en sagkyndig vurdering har behov herfor.
Særlig støtte til børn
Privatinstitutionen skal være åben for børn med særlige vanskeligheder og samarbejde med de relevante kommunale instanser og det pædagogiske tilsyn om de nødvendige initiativer overfor disse børn. Privatinstitutionen skal tage kontakt til kommunen med henblik på at få en vurdering af behovet for støtte til børn med særlige behov eller handicap.
Såfremt tilbuddet i privatinstitutioner ikke matcher barnets behov, kan kommunen flytte barnet til en anden institution.
Hvis kommunen vurderer, at barnet ikke trives i privatinstitutionen, kan kommunen pålægge forældrene at flytte barnet til en anden institution.
Støtte ressourcer
Privatinstitutioner skal følge kommunens procedure for ansøgning om støtte ressourcer.
Tværfagligt samarbejde
Privatinstitutioner er forpligtet til at deltage i det tværfaglige samarbejde omkring børn i Lemvig Kommune, herunder benytte ”Tværfaglig træffetid i ”bekymringssager”.
Sundhed
Privatinstitutioner skal leve op til gældende krav og lokale retningslinjer vedr. forebyggende sundhedsordninger, embedslægeforhold m.v.
Børneattest
Privatinstitutioner skal indhente børneattest ved ansættelse af personale.
Elever/praktikpladser
Privatinstitutioner skal stille praktikpladser til rådighed for pædagogstuderende og pædagogisk assistent elever.
Privatinstitutionen skal råde over en kompetent praktikvejleder.
Arbejdsmiljø
Privatinstitutioner skal efterleve Arbejdsmiljøloven, herunder udarbejdelse af APV.
Rammeaftale om det sociale kapitel
Privatinstitutioner forpligter sig, i lighed med kommunale og selvejende institutioner samt puljeordninger, på rammeaftale om det sociale kapitel i henhold til rammeaftale indgået mellem KL og KTO april 2004.
Forsikring
Privatinstitutionen skal tegne de nødvendige forsikringer.
Vedtægter
Privatinstitutionen skal udarbejde vedtægter, som skal forelægges Lemvig Kommune dels ved godkendelse af institutionen og dels ved ændring af vedtægterne.
Godkendelse af institutionen er betinget af, at vedtægterne ikke er i modstrid med gældende love og regler.
Af vedtægterne skal fremgå optagelsesregler, opsigelsesvarsel, bestyrelseskonstruktion, evt. specielt formål med institutionen, åbningstid, antal børn, anvendelse af institutionens overskud mv. Af vedtægterne skal det endvidere fremgå, at privatinstitutioner hvert år indsender sit budget og årsregnskab til Lemvig Kommune til orientering.
Før den endelige godkendelse af institutionen kan gives skal der foreligge virksomhedsregistreringsbevis fra Erhvervs- og selskabsstyrelsen (CVR-nr.) samt ibrugtagningstilladelse.
Tilsyn
Lemvig Kommune fører tilsyn med privatinstitutioner og kan trække godkendelsen tilbage, hvis privatinstitutionen ikke lever op til de betingelser der, som lå til grund for godkendelsen.
Privatinstitutioner er forpligtet til at samarbejde med det pædagogiske tilsyn, og det løbende kommunale tilsyn skal foregå frit og uhindret. Kommunen kan her kræve at se den dokumentation, som den måtte anse for nødvendigt for at udøve tilsynet.
Privatinstitutionen har pligt til at oplyse, hvis der sker ændringer i godkendelsesgrundlaget.
Privatinstitutionen skal forelægge en personaleliste med dokumentation for uddannelse både ved institutionens godkendelse og fortløbende ved senere ansættelse/udskiftning af personale.
Lemvig Kommune skal ved godkendelse af privatinstitutionen påse, at forældrene sikres indflydelse svarende til forældreindflydelse i selvejende daginstitutioner, jf. Dagtilbudslovens § 14.
Andet
For ansøgning om godkendelse opkræver Lemvig Kommune et depositum på 30.000 kr.
Beløbet tilbagebetales, når Lemvig Kommune har truffet afgørelse.
Ansøgningsskema til at blive godkendt som privat dagtilbud kan rekvireres i Velfærdssekretariatet: Velfaerdssekretariatet@lemvig.dk
Godkendt i Kommunalbestyrelsen den 14. december 2011.
Administrativt tilrettet 04.12.2023
Rammer for godkendelse og tilsyn - læs mere her
Vedtægt for styrelsen af Lemvig Kommunes dagtilbud
Styrelsesvedtægten for dagtilbud i Lemvig Kommune med tilhørende bilag trådte i kraft den 1. august 2021.
Der er siden foretaget administrative rettelser som konsekvens af ændringer i lovgivningen. Du kan læse styrelsesvedtægten her.
Som forældre kan du få tilskud, hvis du ønsker at passe dine egne børn. Dette er et tilbud til forældre med børn i alderen 46 uger til børnehavealderen, som i Lemvig Kommune er 3 år og 1 måned. Tilskuddet kan søges for en periode på minimum 8 uger og i maksimalt 1 år.
Hvor meget kan jeg få i tilskud
Taksten for 2024:
- 7.447 kr. pr. måned pr. barn i alderen 46 uger til barnet er 3 år og 1 måned.
- Der kan maksimalt udbetales tilskud til 2 børn pr. husstand.
- Tilskuddet udbetales månedsvis bagud og sidste gang for den måned, hvor retten til tilskud ophører.
- Det samlede tilskud pr. husstand må ikke overstige beløbet for maksimale dagpenge.
- Tilskuddet beskattes som A-indkomst (der beregnes ikke ATP, arbejdsmarkedsbidrag eller den særlige pensionsopsparing.
- Der optjenes ikke feriepenge.
- Der må påberegnes en sagsbehandlingstid på 14 dage.
- For rettidig udbetaling skal ansøgningen være Lemvig Kommune i hænde senest den 1. i måneden før periodens start.
- Der kan ikke søges med tilbagevirkende kraft. Bevilling kan tidligst gives fra den dato Lemvig Kommune modtager ansøgningen.
- Du skal som ansøger have tilstrækkelige danskkundskaber.
Hvem foretager tilsyn
- Lemvig Kommune foretager løbende tilsyn. Dette sker i et samspil mellem Dagplejen og Center for Læring.
Hvad skal jeg opfylde, for at få tilskuddet?
Den forælder, der ansøger om tilskud, kan ikke samtidig have arbejdsindtægt eller modtage overførselsindkomst, herunder SU.
- Ansøgeren skal have opholdt sig her i landet i 7 ud af de sidste 8 år. Kravet gælder dog ikke for EU/EØS-borgere i det omfang de er berettiget til tilskuddet.
- Tilskuddet kan først udbetales fra det tidspunkt, hvor barnet kan optages i et kommunalt tilbud og er registreret til en plads i dagtilbud.
- Barnet kan ikke samtidig benytte et kommunalt tilbud.
Hvad sker der når jeg ikke længere får tilskuddet?
Forældre har efter ophør af tilskudsperioden pasningsgaranti i dagtilbud, efter kommunen regler om pasningsgaranti.
Forældre har ved afbrydelse af den aftalte tilskudsperiode ret til en plads i en kommunal pasningsordning med varsel fra den først kommende 1. eller 16. i måneden.