
Har du eller en af dine nærmeste brug for hjælpemidler, der kan gøre hverdagen lettere? Så er der godt nyt til dig. En ny prøvehandling skal gøre det nemmere at få udleveret hjælpemidler, som nu udleveres i Lemvig og sparer borgere for køreturen til Hjælpemiddelcenter Nordvest i Holstebro.
Kyndig vejledning og mulighed for ”prøvetur”
Hos hjælpemiddeludleveringen står en ergoterapeut klar til at hjælpe dig, helt uden tidsbestilling- Du dukker bare op i åbningstiden som vil være torsdage mellem 13-15. Her kan du få hjælp til at afklare dit behov, finde relevante løsninger og få instruktion i brug og tilpasning.
Der vil også være mulighed for at afprøve en række hjælpemidler som for eksempel rollatorer, badebænke, strømpåtager og en række øvrige små hjælpemidler.
Formålet med tilbuddet er at gøre det nemmere at få udleveret hjælpemidler i kommunen, og ikke mindst at støtte din selvstændighed og gøre din hverdag nemmere.
Bevilling og praktisk information
For at få udleveret et hjælpemiddel kræver det at du eller din pårørende har en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, har en midlertidig funktionsnedsættelse eller at hjælpemidlet i væsentlig grad kan lette din hverdag.
Der foretages altid en individuel vurdering efter Servicelovens §§ 112 og 113b. Hvis hjælpemidlet er tilgængeligt i Lemvig, kan du tage det med hjem med det samme.
Hjælpemiddeludleveringen åbner første gang torsdag d. 2. oktober kl. 13.00 – 15.00 på Nygade 16 – du behøver ikke bestille tid, du skal blot møde op. Der er sørget for handicapvenlig adgang og parkering tæt på.
Har du brug for større eller andre hjælpemidler?
Kontakt Visitation og Hjælpemidler, hvor du kan tale med en sagsbehandlende terapeut. Telefon: 9663 1174 (hverdage mellem 8-9 eller 13-13.30) eller e-mail: visitationoghjaelpemidler@lemvig.dk