2023 var endnu et godt år at være borger og virksomhed i Lemvig Kommune. Borgere har gjort det godt. Virksomheder har gjort det godt, og kommunen er blomstret og fået stor positiv omtale.
Klimaforandring og klimatilpasning har været og er omdrejningspunkt i mangt og meget.
Tidligt på året blev Lemvig Kommune tildelt Kommunernes Landsforenings KLimapris 2023. Den anerkender kommunens indsats for bæredygtige løsninger og arbejde med grøn omstilling og især, at det i særlig grad er lykkes at skabe lokal opbakning, forankring og følgeskab fra borgere, civilsamfund og erhvervsliv.
Lemvig Kommunes Klimatilpasningsplan 2023 er vedtaget af Kommunalbestyrelsen. Planen er kommunes bud på hvilke udfordringer, der forventes lokalt som følge af klimaforandringer, uvejr og stigende vandstand, og hvordan kommunen imødegår klimaforandringer.
Vestjylland og dermed Lemvig Kommune arbejder på at blive centrum for et nyt energieventyr. Projekterne er mange og store. Mange arbejdspladser og nye virksomheder er på vej til egnen, når kommende milliardinvesteringer i grøn energi bliver til virkelighed.
Sammen med Struer og Holstebro kommuner arrangerede Lemvig Kommune ”Debatten om Klog Energi” på Christiansborg for at skabe national opmærksomhed om det store arbejde, mange gør her på egnen for at være klimavenlig og bæredygtig og samtidig skabe nye arbejdspladser. Alt sammen i samarbejde med de lokale. Mod, fleksibilitet, initiativ, dialog og tro er helt afgørende, hvis lokale virksomheder skal høste frugter af de mange investeringer. Kommunen er en aktiv medspiller.
Blandt de store investeringer er blandt andet PtX og ammoniakanlæg ved Ramme, nye vindmøller og solcelleanlæg plus arbejde med brintrør til Idomlund og senere Thyborøn Havn.
Et andet eksempel er på skoleområdet. Med tilskud fra A.P. Møller Fonden er mange af kommunens lærere og pædagoger efteruddannet til at klæde elever på til en verden med klimaforandringer.
Thyborøn får et stort løft i de kommende år. 24 millioner kroner er på vej til Thyborøn fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der fordeler penge til projekter inden for turisme og områdefornyelser. Dermed er der nu bevilget 34 millioner kroner til Den Maritime Forbindelse i Thyborøn.
Lemvig er en af landets mest erhvervsvenlige kommuner. Det viser en analyse af lokal erhvervsvenlighed fra Dansk Industri. Lemvig Kommune er i år fjerde bedst i landet. En fremgang fra sidste års 12. plads.
”Vildt imponerende resultat og guld værd for virksomheder”, hedder det fra Dansk Industri. Lemvig er bedst i sagsbehandling og anden bedst i grøn omstilling.
Ansatte ved Lemvig Kommune har gjort det igen i år. Borgerne er godt tilfredse med den service, de får. Ja, borgere i kommunen er dem, der i hele landet er mest tilfredse med den kommunale service, viser en undersøgelse fra EPSI Rating.
Generelt siger mange af de mest tilfredse borgere, at kommunens bæredygtige initiativer er vigtige. Kommunens sundhedstilbud er der også stor tilfredshed med. Det gælder blandt andet etablering af pårørendetelefon, tobaksfri idrætsliv og sygeplejestuderende på Tryghedshotellet.
Lemvig Kommune har i år gjort en fornyet indsats for at tiltrække flere tilflyttere. Ansættelse af en bosætningskonsulent og en ny hjemmeside skal give en håndsrækning til potentielle tilflyttere.
Lemvig Kommune, borgere og virksomheder udvikler sig hele tiden. Fremtiden formes gennem handlekraft og forpligtigende fællesskaber, som gør alle stærkere.
Med ønske om et godt 2024
Glædelig jul og godt nytår
Erik Flyvholm
borgmester