I aften onsdag den 20. november samles 80 unge eksil-lemvigere til ”Vestjysk Banko” i Aarhus. Arrangementet er det første i rækken af arrangementer fra det nyetablerede fællesskab for tidligere lemvigere – Klub Lemvig.
Banko på vestjysk
Formålet med første arrangement er at lægge godt fra land og engagere flest mulige unge eksil-lemvigere i det nye fællesskab. Derfor foregår arrangementet, der hvor flest unge eksil-lemvigere er – i Aarhus. Formatet er en bankoaften, hvor præmierne består af lokale godter fra de unges hjemegn i Lemvig Kommune.
Lokale virksomheder har bakket op om arrangementet ved at donere diverse godter og delikatesser til præmiepuljen, mens Lemvig Kommune selv har indkøbt en række af præmierne. Er man så heldig at være blandt dem som råber ”BANKO” på aftenen, går man således hjem med godter fra hjemegnen under armen.
Tovholder på arrangementet er Lemvig Kommunes bosætningskonsulent Sanne Haugaard Hermansen der i aften gøres selskab af 1. viceborgmester Lone Pilgaard Sørensen som vil agere bankoopråber.
Klub Lemvig
Det nye fællesskab ”Klub Lemvig” er en del af den kontinuerlige bosætningsindsats. Fællesskabet vil i første omgang fokusere på eksil-lemvigere i Aarhus, da statistikker viser, at det er hér størstedelen af unge lemvigere flytter til.
Gennem det nye fællesskab vil man afholde en række aktiviteter af forskellig karakter både i Aarhus såvel som i Lemvig Kommune. Her forventer man også at tage de unge mennesker med på råd, hvis der er input og gode ideer til aktiviteter eller arrangementer.
Formålet med fællesskabet er at vedligeholde forbindelsen med tidligere lemvigere, styrke båndede til hjemegnen og potentielt tiltrække folk tilbage til kommunen i fremtiden.