Kort før sommerferien udsendte UngLemvig et helt nyt katalog til kommunens folkeskoler. Kataloget præsenterer den brede pallette af forløb og aktiviteter som ungdomsskolen tilbyder de kommunale skoleever. I samarbejde med UngLemvig kan kommunens børn og unge mennesker blandt andet prøve kræfter med klatring, kreativt arbejde med ler og glas , ATV og MTB, E-sport og meget mere.
Samarbejdet med folkeskolerne
Formålet med tilbuddene i kataloget er at skabe fællesskaber for unge i Lemvig Kommune. I samarbejde med kommunens folkeskoler håber man at sætte eleverne i nye sammenhænge, hvor der kan skabes andre iagttagelsesrum i både eksisterende og i nye mulige fællesskaber. Her får de unge mulighed for at opdage eller skabe en naturlig interesse for fritidslivets muligheder gennem aktiviteter, som ikke kræver forudgående kompetencer.
Udgangspunktet for kataloget er aktiviteter som foregår i skoletiden gennem diverse forløb og som valgfagstilbud. Herudover laver UngLemvig også forløb som ”Dage på tværs” der har til formål at samle elever i mellemtrinnet på tværs af skoler og klasser, inden de efterfølgende skal samles i overbygningen.
Fællesskaber på tværs
Udgangspunktet for aktiviteterne hos UngLemvig er noget helt andet end andre institutioner. Ungdomsskolens tilbud skiller sig ud fra andre fritidstilbud ved ikke at være bundet op på alder, køn, skole osv. mens deltagelse heller ikke kræver nogen forudgående kompetencer.
– Til traditionelle fritidsaktiviteter er man typisk opdelt efter alder og køn, og det er ofte i ens lokalområde. Sådan er det ikke i Ungdomsskolen. Det giver os en mulighed for at skabe helt unikke fællesskaber i vores klub og på vores fritidshold, hvor man mødes på tværs af alder, byer og køn, måske med udgangspunkt i en fælles interesse eller aktivitet, eller måske bare for at hænge ud – vi ved at sådanne fællesskaber er centrale i unges liv, og så underbygger de relationerne mellem de unge, når de senere hen mødes f.eks. i de samlede overbygninger, siger René Jeppesen, Ungdomsskoleleder hos UngLemvig
UngLemvig
Selv om kataloget er henvendt kommunens skoler, kan de unge også prøve størstedelen af aktiviteterne i kataloget udenom skolen gennem diverse fritidstilbud. Det foregår som en del af ”Klubben” som er UngLemvigs junior- og ungdomsklub henvendt til Lemvig Kommunes børn og unge fra 4. klasse til 18 år.
UngLemvig er en central del af Lemvig Kommunes ungdomspolitik og missionen er at være den samlende, forebyggende og tværgående enhed der understøtter det sociale, det faglige og trivslen hos kommunens unge ved at skabe fællesskaber for alle i alderen 10-18 år.