Rådgivningen er et tilbud til voldsudsatte unge mellem 14 og 17 år i Holstebro, Struer og Lemvig kommuner. Tilbuddet henvender sig til unge, som er eller har været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold fra enten forældre, en kæreste eller andre. I rådgivningen får unge et frirum til anonymt at kunne tale med en voldsfaglig rådgiver om volden og konsekvenserne og få hjælp til at få det bearbejdet.
Rådgivningen Ung Uden Vold er et nyt tilbud under Holstebro Krisecenter. Tilbuddet er blevet muligt, fordi Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret 7,24 millioner til projektet. Ung Uden Vold er et partnerskab mellem krisecentret, Holstebro, Struer og Lemvig kommuner og Midt- og Vestjyllands Politi.
Volden har mange ansigter. Det kan være fysisk vold og seksuelle overgreb. Det kan være psykisk vold i form af vedvarende ydmygelser, nedværdigende bemærkninger i forhold til ens udseende og væremåde fra en forælder. Det kan være kontrol fra en jaloux kæreste, der overvåger én digitalt eller truer med at offentliggøre nøgenbilleder. Hvis de udsatte unge ikke får talt om overgrebene, kan det få alvorlige psykiske og sundhedsmæssige konsekvenser, fortæller leder af Holstebro Krisecenter, Karin Houmann.
Lavt selvværd og ensomhed er ofte en konsekvens af vold, og volden kan føre til selvskade, spiseforstyrrelser og selvmordstanker.
Omkring hvert 5. barn i 8. klasse beretter om, at de har været udsat for vold i hjemmet. Det viser en undersøgelse fra Børns Vilkår. Mange af de kvinder, der søger hjælp på Holstebro Krisecenter, kan også berette om vold og overgreb i barndommen. Undersøgelser viser også, at vold i barndommen øger risikoen for partnervold senere i livet.
Vold er voldsomt tabubelagt. De voldsramte unge kan være bange for, at det, de er udsat for, vil blive endnu værre, hvis de siger noget til nogen, for det er de blevet truet med. Derfor tier de, og vi voksne kan have meget svært ved at se advarselstegnene, siger Karin Houmann.
Ung Uden Vold kommer til de unge
De unge kommer i kontakt med rådgivningen ved at ringe på 93543212 og aftale en tid til rådgivning, som kan foregå både i Holstebro, Struer og Lemvig.
Vi ved, det kan være svært for unge at komme fra både Lemvig og Struer for at komme til rådgivningssamtaler i Holstebro, så vi kommer til de unge. Vi har lokaler i alle tre byer, men det kan også være den unge foretrækker at gå en tur eller mødes et helt andet sted, så gør vi det, fortæller Karin Houmann.
Samtidig forventer rådgivningen også, at mange af samarbejdspartnere i partnerskabskommunerne, hos politiet og på skoler og ungdomsuddannelser vil kontakte Ung Uden Vold med henblik på at hjælpe en voldsudsat ung videre til relevant rådgivning.
Projekt ”Ung Uden Vold” rummer også en undervisningsdel, som går i gang efter sommerferien. Alle overbygningsklasser i de tre projektkommuner, vil i løbet af de tre år projektet løber modtage forebyggende undervisning. Et tilbud, som også vil blive givet til efterskoler og ungdomsuddannelser i Nordvestjylland.
For yderligere information og interview kontakt:
Leder Holstebro Krisecenter Karin Houmann - 21594439
Projektleder Hanne Ried - 31382949