Onsdag 2. oktober klokken 15 inviterer Frivilligcenter Lemvig, DGI Vestjylland og Lemvig Kommune til informationsmøde om deres nye projekt Inkluderende Fællesskaber.
Projektets formål er at hjælpe personer med førtidspension ud som deltagere, frivillige eller i småjobs i kommunens forenings- og kulturliv. Arrangementet kommer til at foregå i Frivilligcenter Lemvig, hvor du kan møde projektets aktører samt høre fra nogle af forenings- og kulturinstitutioner, som glædeligt vil tage imod personer med førtidspension.
En stor udfordring for mange personer med førtidspension er mistrivsel og ensomhed. Det forsøger projektgruppen bestående af DGI Vestjylland, Frivilligcenter Lemvig og Lemvig Kommune at ændre ved at inddrage målgruppen og matche dem, som er interesserede, med lokale idrætsforeninger eller kulturinstitutioner som museer og turistattraktioner.
Her tager projektet udgang i den enkelte og hjælper dem på vej, hvorvidt man ønsker at deltage i idrætsaktiviteter, at arbejde frivilligt eller i løntilskudsjobs. Det gøres ved at invitere den enkelte til en samtale i Frivilligcenter Lemvig, hvor man kan høre mere om mulighederne for at blive frivillig eller deltage i idrætsaktiviteter. Ønsker man at komme ud i et løntilskudsjob, kan man komme til en samtale på jobcentret i Lemvig.
”Med et stærkt samarbejde mellem DGI Vestjylland, Frivilligcenter Lemvig og Lemvig Kommune er vi sikre på, at vi kan nå bredt ud – både til personer med førtidspension samt de lokale aktører i forenings- og kulturlivet”, siger Heino Smed Sørensen, som er leder af Frivilligcenter Lemvig og del af projektets styregruppe.
”Vi er sikre på, at en indsats som Inkluderende Fællesskaber kan gavne rigtig mange personer med førtidspension gennem det fællesskab, de kan blive del af i foreningslivet og de meningsfulde opgaver som blandt andet museer og andre kulturinstitutioner kan tilbyde”, siger han.
Alle interesserede inviteres hermed til et informationsmøde i Frivilligcenter Lemvig onsdag 2. oktober klokken 15.00. Tilmelding foregår på DGI.dk, hvor du kan ligeledes kan læse mere om mødets program og projektet.
Inkluderende Fællesskaber vil i ugerne efter informationsmødet også være at finde til en snak i Rammehallen, Tangsø Centret og Wærket i Thyborøn.
Projekt Inkluderende Fællesskaber modtog sin bevilling fra Velux Fonden i januar tidligere i år, og 1. august tiltrådte projektleder Nicolai Rosenkilde, som deler sin arbejdstid mellem DGI Vestjyllands kontor i Ulfborg og Frivilligcenter Lemvig.