Det er igen i år en samlet kommunalbestyrelse som står bag budgetaftalen for 2025. Den 10. september 2024 indgik partierne Venstre, Socialdemokratiet, SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre en aftale om budget 2025 for Lemvig Kommune.
– Det glæder mig, at vi endnu engang alle er nået til enighed omkring en budgetaftale for det kommende år på trods af et svært udgangspunkt. Kommunens pressede økonomi betyder, at det har været nødvendigt at foretage en række besparelser/tilretninger mens det også er lykkedes at sætte midler af til udvikling af Lemvig Kommune i det kommende år, siger Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune.
Lemvig Kommunes økonomi har igennem flere år været udfordret af det kommunale udligningssystem, og vi står også i 2025 med en stor ubalance i kommunens budget. Det har betydet, at vi har været tvunget til gennemføre besparelser og effektiviseringer.
I 2022 besluttede Kommunalbestyrelsen at hæve skatten med 0,5 % for at skabe en mere langsigtet løsning. Skatten er indtil nu kun hævet med 0,26%, og det er besluttet at hæve skatten med de resterende 0,24% i 2025.
Kommunen modtog et ekstraordinært tilskud på 20 mio. kr. i starten af september. Tilskuddet har været en hjælp til at få økonomien til at hænge sammen i 2025, og på den måde har vi kunnet undgå besparelser på blandt andet skoleområdet.
Udligningsreformen medfører stor ubalance i kommunens økonomi
Lemvig Kommune er fortsat udfordret på økonomien. Det skyldes at udligningssystemet ikke tager højde for en lang række udkantskommuners udfordringer. Lemvig Kommune er en af de kommuner i Danmark, som er udsat for de mest markante ændringer i alderssammensætningen og de sociale strukturer. Det betyder en stigning i udgifterne til flere ældre og flere socialt udsatte borgere på førtidspension, fleksjob og forskellige sociale foranstaltninger.
Med det nuværende udligningssystem vil vi i de kommende år opleve en fortsat stor ubalance i kommunens økonomi. Vi har som nævnt modtaget et tilskud på 20 mio. kr. i 2025. Udfordringen er, at tilskuddene er etårige, og de derfor ikke er med til at skabe balance i kommunens økonomi i de kommende år. Det gør det svært at arbejde mere langsigtet med Lemvig Kommunes økonomi, især når tilskuddene først meldes ud kort før budgetprocessen går ind i en slutfase.
Der er behov for en gennemgribende analyse af den kommunale udligning. Lemvig Kommune har derfor, i samarbejde med en lang række andre kommuner besluttet, at opfordre Regeringen og Folketingets partier til at få udarbejdet datagrundlag for et nyt udligningssystem.