Vinteren er over os, og det betyder til tider frost- og sneglatte veje. Kommunens vinterberedskab er etableret i perioden fra 1. oktober til 20. april på statsveje og i tiden fra 15. oktober til 15. april på kommunale veje, stier og pladser med mindre særlige vinterforhold nødvendiggør en længere periode.
Vi rydder sne og bekæmper glatføre med salt på offentlige veje, stier og pladser. Det sker efter en prioritering, som er aftalt med politiet og fastlagt ud fra vejenes og stiernes betydning for trafikken - det kan du læse mere om i kommunens regulativ for vinterbekæmpelse.
Udover kommunens indsats har du som grundejer også en forpligtelse til at rydde sne og salte på arealer omkring din ejendom.