Kommunalbestyrelsen har på et møde den 29. januar 2025 endeligt vedtaget Lokalplan 245 – Sommerhusområde ved Bjergehusvej og Neerlandiavej, Vejlby.
Lokalplanen erstatter tidligere lokalplan 40 for samme område, der i sin helhed aflyses.
Lokalplanområdet vist med prik-signatur. Med gul er vist de grunde. som må sammenlægges.
Med grøn farve er vist fællesarealer. Rød prik er gennemført afspærring af Bjergehusvej midt på.
Delområde I og II er udstykket og delvis bebygget. I delområde III kan der udstykkes 17 nye sommerhusgrunde. Boliger skal opføres i træ, ligesom hegn omkring terrasser, affaldsbeholdere m.m. også skal være i træ, som enten kan fremstå ubehandlet eller som males i samme farve som sommerhuset.
Det er muligt at opføre én bolig samt 2 øvrige bygninger til ophold, som skal ligge i tæt sammenhæng, så de samlet udgør en bygningsmæssig helhed, f.eks. omkring en terrasse.
Der er i lokalplan fastlagt en max størrelse på 35 m² til sekundære bygninger, skure, brænde ly m.m. Det er ikke tilladt at opføre carporte eller garager.
På de grunde, som enten allerede er sammenlagt eller som kan sammenlægges, vist med gul skravering på kortudsnit herover, er bebyggelsesprocenten 10. På øvrige grunde, der skal have en størrelse på minimum 1500 m², må der opføres max 150 m² til boligformål - sommerhus, anneks, aktivitetsrum, sauna, spa og vildmarksbad eller shelter.
Overdækkede terrasser må kun lukkes på én side, ud over den facade den er sammenbygget med. Der er forbud mod sammenlægning af grunde, bortset fra de med gul skravering viste grunde, hvoraf 6 grunde allerede er sammenlagt til 3.
Der må ud over befæstet areal til p-pladser i tilknytning til adgangsvejen ikke udlægges granitskærver, perlegrus eller anden belægning. Grunden skal fremstå grøn med mulighed for afgrænsning ved beplantning eller etablering af en 0,5 meter høj jordvold.
Retsvirkninger
Når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af en lokalplan må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre der er meddelt dispensation (jf. Planlovens § 18).
Her finder du planen
Du kan finde planen ved at følge linkene herunder.
Indkomne bemærkninger i forbindelse med offentlig høring
Ovennævnte planer m.fl. har været fremlagt til offentlig høring i perioden fra den 1. juli til den 6. september 2024. Efter justering af forslaget i forbindelse med første politiske behandling, blev det ændrede forslag udsendt i en fornyet 14.-dags høring fra den 8. oktober til den 22. oktober 2024.
Lemvig Kommune modtog i høringsperioden 6 høringssvar, som alle har indgået i den politiske behandling af sagen. Høringssvarene fra første høringsperiode gav som anledning til justering af antal grunde der må sammenlægges. Ellers har bemærkningerne ikke givet anledning til større ændringer. Der er kun foretaget mindre tekniske rettelser.
Klagevejledning efter Planloven
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.
Der kan klages over retlige spørgsmål. Retlige spørgsmål omfatter alle spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af den trufne afgørelse, overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og procedurekrav.
Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af brugerinteresser inden for arealanvendelse.
Klagen indsendes via Klageportalen, som man tilgår fra Nævnenes Hus’ hjemmeside www.naevneneshus.dk. Klageadgangen kræver login med MitID/NemID.
Klagen sendes gennem Klageportalen til Lemvig Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Lemvig Kommune i Klageportalen. I forbindelse med indsendelse af klage skal der betales et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer.
Klagen skal være indgivet inden fire uger efter afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at anvende Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Lemvig Kommune, Teknik & Miljø, Rådhusgade 2, 7620 Lemvig eller på e-mail til teknik@lemvig.dk. Lemvig Kommune videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Generelt
Hvis man vil klage over afgørelsen til domstolene, skal det ske inden 6 måneder, fra afgørelsen er modtaget.