Lemvig Kommune inviterer til foredrag med Bente Klarlund
Foredraget er fuldt booket - der er desværre ikke flere pladser.
Kom og oplev et spændende foredrag med Bente Klarlund tirsdag den 25. april 2023 kl. 18.30 i Lemvig sundhedshus.
Foredraget med Bente Klarlund hedder Grundsund – fysisk og mental sundhed. Det tager udgangspunkt i at en sund livsstil ikke er et mål i sig selv. Men en sund krop er et godt afsæt for at folde livet helt ud. Skal man være grundsund, handler det selvfølgelig om sund kost, rigeligt med bevægelse, absolut ingen tobak, vin i moderate mængder og nok søvn. Men vi skal også undgå unødig bekymring, fylde livet med mening og kunne tænke ud over os selv. Det handler derfor også om familie og venner, om at tro på noget og om at afsætte tid til det, der begejstrer og henrykker. Og så er det vigtigt at kunne sige fra over for alternative sandheder og kvikke fix, f.eks. i form af underlødige helseprodukter og kosttilskud.
Foredraget, der er baseret på forskning, handler om både fysisk og mental sundhed og understreger, at det fysiske og det psykiske ofte hverken kan eller bør adskilles.
Dr. med. Bente Klarlund er overlæge på Rigshospitalet, professor ved Københavns Universitet, og leder af TrygFondens Center for Aktiv Sundhed. Hun er forfatter til mere end 700 videnskabelige artikler og bøger og har modtaget adskillige priser for sin forskning og fokus på sundhed.
Du kender hende måske bedst fra hendes bøger såsom: Sandheden om Sundhed; Elsk at løbe – med Maratonbogen; Hva` nu hvis jeg hader sport og bestsellerne GÅ-bogen: gå, så går det nok og Yngre med årene.
”Dette foredrag er for alle”, siger Pernille Kloster Aalund, Sundhedschef i Lemvig Kommune.
”Du behøver altså ikke være sportsinteresseret for at få noget ud af det, sundhed handler nemlig om mange andre ting end kost og motion. Det er de små ting i hverdagen, der kan gøre forskellen for et sundt liv; at du har fokus på de ting der giver mening for netop dig fx familie, venner, fællesskab, det gode humør og dét at lade sig begejstre. Det er dét Bente Klarlund fremhæver, og jeg håber derfor at mange vil komme for at høre foredraget”, siger Pernille Kloster Aalund.
Foredraget med Bente Klarlund er første foredrag, i en række af sundhedsfokuserede foredrag, der arrangeres i Lemvig Sundhedshus gratis for borgere i Lemvig Kommune. Der vil være mulighed for kaffe/te og vand til foredraget. Der er plads til 150 deltagere, efter først til mølle-princippet.