Er ambitionen for Midtjyske Jernbaner. Men de vil mere end det. Bæredygtighed er kernen i en ny strategi, selskabet er ved at udarbejde. Nye klimavenlige batteritog kommer, som de første i Danmark, på skinner i foråret 2025 på strækningerne Vemb-Lemvig-Thyborøn og Holstebro-Skjern.
Forkant
Det kan siges kort. Midtjyske Jernbaners opgave er at flytte mennesker og gods smidigt og sikkert – på en bæredygtig og klimavenlig måde.
– Vi vil værne om miljøet i vores togdrift. Bæredygtighed er omdrejningspunktet. Med de nye batteritog og den tilhørende infrastruktur bliver Midtjyske Jernbaner spydspids og et eksempel for vores kolleger her i landet og udenfor. Vi ved, der bliver kigget på os, også fra politisk side. Vi har sat os selv på landkortet. Vi tager vores ansvar omkring batteritogsprojektet meget alvorligt, siger Martha Vrist, direktør for Midtjyske Jernbaner.
Arbejdet med strategien om at blive Danmarks grønneste jernbane har været i gang i nogen tid med forskellige partnere, som har bidraget med ny viden og gode ideer. Teknikere, ingeniører, projektledere, passagerer, politikere og selvklart eksperter på togdrift.
– Jernbanen er sat i verden for at binde folk og egnen sammen og er en del af lokalsamfundet. Den opgave vil vi i fremtiden gøre til et endnu mere attraktivt alternativ til andre transportformer ved at være bæredygtige, understreger hun.
Multifunktionelle løsninger
Lemvig Kommune og Vestjylland har i årtier været foregangsegn i produktion af grøn energi i form af strøm fra vindmøller og solceller og er langt fremme med grøn omstilling.
– Den indsats vil vi være med i. Vi skal gøre ting anderledes end i dag for at passe på miljøet. Derfor satser vi på batteritog. Men vi gør meget mere og tænker i helhedsløsninger for transporten, understreger direktøren.
Ud over syv nye batteritog investerer Midtjyske Jernbaner også i en ny ladestation og transformatorstation. Ladestationen bygges sådan, at både tog, busser, biler og cykler kan få strøm. Dog må Midtjyske Jernbaner ikke sælge strøm til busser og biler, ifølge lovgivningen.
Som drivkraft i omstillingen til grøn togdrift har Martha Vrist arbejdet intenst med at overbevise politikere og andre bevilgende myndigheder om at støtte projekterne med penge. Det er lykkedes. Midtjyske Jernbaner oplever stor velvilje – både lokalt, regionalt og nationalt – til at støtte grøn omstilling.
Specialistkompetencer
Hvis nogen skulle tro, at der blot er tale om at købe nogle tog med batterier i stedet for dieselmotorer og sætte dem på skinner, skal de tro om. Der er tale om den mest omfattende omstilling i virksomhedens historie, siden de første damptog kom på skinner i 1879.
Midtjyske Jernbaner har i dag specialister med meget konkrete kompetencer ansat. Baneingeniører, projektledere, elektrikere, en faglærer til at uddanne lokomotivførere og en jurist, blot for at nævne nogle. Alle skal opdatere og vedligeholde deres respektive kompetencer. Der sker meget i branchen – og behovet for specialistkompetencer er stigende.
– De nye tog stiller nye krav til medarbejderne. De skal vide mere om strøm og batterier og mindre om diesel og forbrændingsmotorer. Alle skal have grundlæggende kendskab til de tog, som Siemens Mobility leverer, fortæller Martha Vrist.
Det tyske selskab er med til at efteruddanne og forberede medarbejderstaben til overgangen. Siemens Mobility leverer også viden til Midtjyske Jernbaner om drift med batteritog, da de har værdifuld erfaring fra el- og batteritogsdrift i Tyskland.
Sammentænkte løsninger
Hun er ikke i tvivl om, at tog er en af de mest bæredygtige transportformer, ja, lige bortset fra at gå eller cykle. Og at det i fremtiden bliver et incitament for – netop – at tage toget.
Midtjyske Jernbaner medtænker i sin nye strategi også flere af FN’s 17 klimamål, ikke kun nummer 13, der handler om indsatser for klimaet. Bæredygtig energi. Anstændige jobs og økonomisk vækst. Industri, innovation og infrastruktur og en hel del mere.
Et eksempel er arbejdet med at flytte gods fra landevej og over på tog. Her er selskabet med i et nyt projekt kaldet Den grønne Jyllandskorridor, der har ambitioner om at transportere gods fra Norge gennem Jylland til kontinentet. Her er et batterilokomotiv også på Midtjyske Jernbaners ønskeliste.
Selskabet arbejder sammen med skoler, virksomheder og andre transportselskaber for at skabe de bedst tænkelige forbindelser for passagererne.
– Vi kalder det intelligent planlægning. Tog og busser skal spille sammen, så elever og ansatte kan komme frem til deres mødetider i skoler og virksomheder med grønne transporttyper, understreger Martha Vrist.
I Lemvig Kommune er det også vigtigt, at tog er et godt alternativ for turister, når de skal til og fra de mange sommerhuse på egnen og ind til byerne eller ud i landskaberne.
– Jeg er overbevist om, at bæredygtighed er og bliver et helt afgørende salgsargument for at skaffe nye og flere passagerer og gøre folk mere bevidste om nødvendigheden af grøn transport for at imødegå klimaforandringer, siger Martha Vrist.
Artiklen er led i det privat offentlige projekt ”Din jobfremtid ligger i Vestjylland”.