Fredag 6. oktober var der stort besøg i 10. klasse i Lemvig. To social- og sundhedsassistentelever, en plejehjemsleder, en uddannelsesvejleder fra social og sundhedsskolen, en uddannelseskonsulent fra jobcentret og en uddannelseskoordinator fra Ældreafdelingen var på besøg.
Målet med besøget var at gøre eleverne opmærksomme på hvilke muligheder, der er på social- og sundhedsskolen i Holstebro. Her kan man både læse til pædagogisk assistent, social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent. Fra august 2024 bliver det også muligt at læse EUX-Velfærd, hvor man både får en studentereksamen og bliver social- og sundhedsassistent.
– Det var egentligt ønsket om at udbrede nyheden om den nye EUX-uddannelse, der fik os til at ønske at besøge skolen, men det er stadig lige så vigtigt for os at fortælle om de ”gamle” uddannelser.
Fortæller Julie Skjelborg Frederiksen, der er uddannelseskoordinator og som står for at ansætte social- og sundhedselever til Lemvig Kommune.
– Vi får i fremtiden brug for rigtig mange faglærte i sundhedsvæsenet. Vi oplever heldigvis stor interesse for at komme ind i social- og sundhedsfaget, men der er ingen tvivl om, at vi skal gøre meget ud af at rekruttere endnu flere elever, der brænder for området, tilføjer hun.
Faglig stolthed og ønsket om at give 10. klasses elever en mulighed, de ikke selv havde
De to SOSU-elever, der besøger skolen, hedder Signe Gransgaard og Alberte Trabjerg. De er begge 19 år og har siden de afsluttede 10. klasse gået på social- og sundhedsskolen i Holstebro.
De var glade for at blive spurgt, om de ville tage med ud i til 10. klasse og fortælle om at være SOSU-elev.
– Vi gik i 9. og 10. klasse under Corona-pandemien, så vi fik aldrig rigtig mulighed for at komme ud og høre om forskellige uddannelser. Det manglede jeg lidt dengang. Derfor vil jeg rigtig gerne give andre den mulighed, fortæller Signe, som ikke har fortrudt sit valg af uddannelse.
– Jeg er heldigvis rigtig glad for faget. Jeg føler, at jeg lærer meget og at det giver mening. Jeg kan godt lide, at vi både går i skole og kommer ud og arbejde i praksis, hvor vi kan bruge det, vi har lært på skolen.
– Og så er det jo også fedt at få løn under uddannelsen. Vi møder da også nogle fordomme. Fx nogle der spørger, om vi så er sådan nogle, der tørre røv, Hun tilføjer at der ligger jo meget mere i det. Vi får viden om medicin, etik, relationer og motivation og meget mere, tilføjer Alberte.
Fag med mange muligheder
Noget af det, der også har fyldt for pigerne i valget af uddannelse, er muligheden for at læse videre.
– I første omgang vil jeg nok gerne arbejde som assistent i kommunen eller regionen. Men det er rart at tænke på at der er mange muligheder for at læse videre, siger Alberte.
Som social- og sundhedsassistent kan man læse videre til bl.a. sygeplejerske, ergoterapeut, socialrådgiver, psykomotorisk terapeut og pædagog.
– og så tager en HF jo kun 2 år, så kan man læse det meste, tilføjer Signe.
For dem ville den nye EUX Velfærdsuddannelse også have været et oplagt valg. Efter den kan man læse mere end 100 videregående uddannelser.
Kontaktperson:
Julie Skjelborg Frederiksen
Tlf. 2223 9854
julie.skjelborg.fredriksen@lemvig.dk