”Som ældrechef i Lemvig Kommune vil du indtage kontoret med kommunens bedste udsigt i en charmerende villa i en veldreven og ambitiøs kommune og med mange af dine nærmeste samarbejdspartnere inden for fem minutters gåafstand”
Sådan indledtes jobannoncen fra november 2023, som havde til formål at tiltrække den helt rigtigt kandidat til jobbet som ældrechef hos Lemvig Kommune. Og mens de fleste gik på juleferie, arbejdede ansættelsesudvalget, anført af Pia Ulv Helleland (Direktør for Arbejdsmarked & Integration – Social og Sundhed), videre med at få styr på de sidste detaljer.
Det betød at man lige inden årets udgang kunne meddele internt i organisation, at man nu havde fundet den rette til jobbet, nemlig Per Nielsen Elb som bliver Lemvig Kommunes nye ældrechef. Per er 55 år, gift med Birgitte, har fire børn og bor i Viborg. Per kommer med en solid ledererfaring med knapt seks år som ældrechef i Vesthimmerlands kommune, godt seks år i forskellige lederfunktioner i Region Midtjylland og senest ansat som områdeleder i Horsens Kommune.
- Jeg ser frem til at starte som ældrechef i Lemvig Kommune. Jeg ved, at det er en kommune med styr på tingene og et ældreområde med kompetente medarbejdere og ledere, samt en solid faglighed. Et stærkt fundament for at lykkes, også i fremtidens ældreområde, der vil kræve et stadigt fokus på attraktive arbejdspladser og interessante jobs, for både at kunne fastholde vores nuværende kolleger og samtidig tiltrække nye dygtige medarbejdere, så fagligheden fortsat kan være i top, fortæller Per om det nyerhvervede job hos Lemvig Kommune.
Internt i organisation er man begejstrede for de mange kvalificerede ansøgere som har vist interesse for stillingen, det udtaler Pia Ulv Helleland, Direktør for Arbejdsmarked & Integration – Social og Sundhed:
- Det glæder mig at se, at Lemvig Kommune betragtes som en attraktiv arbejdsplads og at stilling har tiltrukket et meget kvalificeret felt af ansøgere. Jeg er overbevist om at Per er den helt rette kandidat til jobbet og jeg glæder mig meget til at samarbejdet med ham, når han tiltræder stillingen hos os 1. februar.
Som ældrechef vil Per referere til direktør Pia Ulv Helleland samt indgå i chefgruppen med Sundhedschefen, Handicap- og Psykiatrichefen, Job- og Arbejdsmarkedschefen. Chefgruppen arbejder tværfagligt for at skabe fælles løsninger til gavn for kommunens borgere.