Med adskillige rejser ud i verden og en uddannelse til kemiingeniør i Aarhus lå det ikke lige for, at 27-årige Laura Kamstrup fra Bonnet kom retur til Lemvig. Et godt job ved Lemvig Vand og et ditto til kæresten, Simon, ved FMC trak, så storby og udland blev sat skakmat.
Køkkenbordet
Der adskillige pudsige vinkler på Lauras tur-retur. Hun bestod sin eksamen som diplom kemiingeniør bag pc-skærmen ved sit køkkenbord i Aarhus i januar 2022 midt under coronaen, hvor meget var lukket, inklusive universitetet.
- Det var vilkårene for mange i den periode. Det var lidt mærkeligt. Det gik jo godt, men jeg havde foretrukket at gå til eksamen med vejleder og censor ved bordet, smiler Laura.
Hun var til jobsamtale for jobbet ved Lemvig Vand online fra Peru under en rejse i Sydamerika. Simon havde været til jobsamtale ved FMC. De havde begge søgt job lige inden, de pakkede rygsækken og tog afsted.
- Så kom der et par sms’er, og så havde vi begge job, da vi et par måneder senere var tilbage i Danmark.
Sabbatår
En snorlige vej fra skolen i Klinkby til Aarhus Universitet er der heller ikke tale om. Efter en samfundsfaglig studentereksamen fra Lemvig Gymnasium tog Laura to sabbatår.
Det var rejselysten, der tog hende til HÖJSKOLENDK, der arrangerer rejser med indlagt undervisning. Hun tog på en længere rejse til Canada, USA og Mexico. På andet sabbatår rejste Laura med en tidligere efterskolekammerat på egen hånd til New Zealand, Hawaii og Canada.
- Det var en stor oplevelse. Først et roadtrip gennem New Zealand, et smut forbi familien på Hawaii og afslutningsvis et roadtrip gennem Canada, der gjorde et mægtigt indtryk, fortæller hun med begejstring i stemmen.
Efter eksamen på universitetet tog hun og Simon, som hun mødte på studiet, tre måneder til Sydamerika, Ecuador, Peru og Galapagos øerne, forklarer Laura.
- Vi vandrede en masse i Andesbjergene og oplevede virkelige smuk natur, samt Machu Picchu, en af verdens syv vidundere. Vi stiftede bekendtskab med en helt anden kultur, end vi er vandt til i den vestlige verden.
Arbejde
Laura blev oprindelig ansat halvt ved Lemvig Vand, halvt ved Klimatorium, hvor hun er med i flere større projekter, kaldet ”fyrtårnsprojekter”. Blandt andre et projekt ved Klimatorium, som handlede renseteknologier for miljøfremmede stoffer.
Fra 1. september er hun på fuld tid ved Lemvig Vand, hvor hun ser på analyserapporter og på drift og data for vandværker og renseanlæg, som følges kontinuerlig.
- Drift af spillevand og drikkevand kan optimeres. Vand giver mange udfordringer. Dem er vi ingeniører gode til at håndtere. Det er vigtigt at skabe effektivt og optimal vandforsyning, og her er det en fordel for Lemvig Vand at være tæt på Klimatorium, forklarer hun.
Retur
Helt uden betænkeligheder var det ikke for Laura og Simon at flytte til Lemvig.
- Vi kom jo væk fra vores faglige netværk og vennerne i Aarhus og endnu længere væk fra Simons familie i Sønderborg. Vi skulle også til at etablere nye netværk igen, finde en egnet bolig og meget andet. Men. Det er nu gået meget godt. Vi er faldet til, også Simon, smiler Laura.
Det hjalp, at de begge hurtigt fandt gode og jævnaldrende kolleger på deres respektive arbejdspladser, som de fandt sammen med både fagligt og privat.
Begge er aktive med sport. Laura rider og har en hest hjemme hos sine forældre i Bonnet. En interesse hun deler med sin mor. Faktisk var Laura en gang konkurrencerytter i banespringning. De dyrker crossfit i et motionscenter og Simon kører motorcykel. Noget Laura overvejer at gøre - på sigt. Og så har de padleboards (SUP), som de er glade for og padler gode ture på fjorden med.
Ung i Lemvig
Der er mange fordele ved at være ung og tilflytter i Lemvig Kommune, synes Laura.
- Her i Lemvig er der ikke så travlt som i Aarhus. Her er mere ro og mindre stress. Det fornemmer jeg klart. Det giver en helt anden dagligdag. Alt det nødvendige er inden for rækkevidde. Jeg cykler på arbejde, griner hun og føjer til, at Simon trods alt tager bilen til FMC.
Den vilde natur og de mange forskellige landskaber rundt om i kommunen med hav, fjor, marker og skove er i sig selv en stor attraktion.
- Så er der pengene. Det er meget billigere at bo i Lemvig end i storbyer. Især boligudgifter er lavere og giver et større rådighedsbeløb. Og så er det godt at være tæt på familien, slår hun fast.
Der er gode muligheder for at skabe netværk. Voksne som unge er nærværende og bryder sig om hinanden. Som et eksempel har hun sammen med tre andre tilflytter kvinder startet en lille strikkeklub. De samles én gang om ugen, hvor de også laver mad.
Og er der spændende ting i lokalområdet, der er interessant at opleve, tager strikkeklubben også tit på tur. I sommer var de fire frivillige i en madbod på den lokale musikfestival Haze over Haarum.
- Alt sammen gør det godt, trygt og hyggeligt at være her, siger Laura.