
Det er igen i år en samlet Kommunalbestyrelse som står bag budgetaftalen for 2024. Den 5. september 2023 indgik partierne Venstre, Socialdemokratiet, SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre en aftale om budget for Lemvig Kommune 2024.
”Det er glæder mig, at vi på trods af et svært udgangspunkt er nået til enighed omkring en budgetaftale for det kommende år. På baggrund af en presset økonomi har det igen været nødvendigt at foretage en række besparelser mens det også er lykkedes at sætte midler af til udvikling af Lemvig Kommune i det kommende år.” udtaler borgmester Erik Flyvholm om den netop underskrevne budgetaftale for 2024.
Udgangspunktet for budgetforhandlingerne var et underskud i Lemvig Kommunes budget på omkring 30 mio. kr. i 2024, et underskud der forventes at stige i de kommende år. Det har derfor været en meget vanskelig proces, og det forventes, at der også i de kommende år skal tages nogle svære prioriteringer.
Forliget indeholder besparelser, mens der også er fundet plads til udvidelser. Vi glæder os over, at alle partier er med til at løse den svære opgave med budgettet for 2024.
Udligningsreform medfører fortsat stor ubalance
Igen i år er kommunens økonomi præget af ubalance som resultat af den nye udligningsreform. Reformen tager ikke højde for Lemvig Kommunes udfordringer som markante ændringer i alderssammensætningen og i de sociale strukturer. På grund af udfordringerne er der fortsat et stort fald i skatteindtægterne og en stor stigning i udgifterne til flere ældre og flere socialt udsatte borgere på førtidspension, fleksjob og forskellige sociale foranstaltninger.
Den pressede økonomiske situation gør, at vi i de kommende år, kommer til at se på alle velfærdsområder og mulighederne for at løse opgaverne på nye måder, f.eks. via mere digitalisering og velfærdsteknologi. Vi vil også analysere om vi har den rette struktur og den rette service på vores områder. Særligt det specialiserede område fylder meget i den kommunale økonomi – også på landsplan. Det kommer vi til at forholde os politisk til.