Tre lærere og to ledere fra Christinelyst og Klinkby Skole har været på skolebænken i Paris i en uge. Det blev en hverdag noget ud over det sædvanlige. Skoledagen var for en stund flyttet til Collège Pablo Neruda, en skole i en forstad til den franske hovedstad.
Besøget er finansieret gennem Erasmus+, et EU-program, der støtter uddannelse, unge og sport.
I begyndelsen af 2023 fik Lemvig Kommune en såkaldt akkreditering for skole- og dagtilbudsområdet. Efterårets besøg i Frankrig er et led i et udvekslingsprojekt, Christinelyst og Klinkby Skole i samarbejde med Lemvig Kommune er i gang med. Projektet indebærer udveksling af både elever og medarbejdere og har til formål at give elever og medarbejdere udsyn og internationale kompetencer.
Skole bag gitter
Åbenlyse forskelle er det, der først og fremmest springer i øjnene. På Collège Pablo Neruda kom det til udtryk allerede ved det første møde. Et solidt jernhegn omkranser skolen. Det førte til indledende diskussioner om, hvorvidt det var for at lukke eleverne inde eller for at holde omverdenen ude.
I ugens løb stod det klart, at det for skolens vedkommende er det sidste. To afbrændte biler klos op ad skolens gitter fortalte med al tydelighed, hvilken virkelighed børn og familier befinder sig i uden for. Inden for hegnet findes et frirum og en pause fra det, der venter kl. 18, når undervisningen er ovre.
Collège Pablo Neruda ligger i et af de mest belastede områder i Frankrig. Her byder hverdagen for mange børn på et væld af udfordringer, lige fra et liv i fattigdom over kriminalitet til verserende bandekonflikter.
OL-medaljer og fransk venlighed
Ugen på Pablo Neruda gav mange og forskellige indtryk. Det, der efterlod det dybeste aftryk hos de udsendte fra Lemvig, er den varme og venlighed, der findes alle vegne. Blandt elever, hos lærere og i den franske skoles ledelse.
Også på Rådhuset i Aulnay-Sous-Bois, hvor Lemvig-delegationen blev modtaget med højtidelighed og gaver, blandt andet i form af helt nyslåede OL-medaljer til både skolen og kommunen.
Næste spændende skridt i Erasmus+udvekslingsprojektet sker til januar. Her vil en af Christinelyst og Klinkby Skoles 7. klasser drage til Frankrig.
Eleverne skal kommunikere med hinanden på engelsk. På den måde er fremmedsproget for både de danske og de franske børn nøglen til at kunne begå sig i et andet land, en anden slags skole og blandt nye venner. Det giver en yderligere motivation i sprogundervisningen.
Besøget efterfølges i løbet af foråret med, at franske elever kommer til Lemvig.