Naturplejenet MidtVest er nu dannet.
På møde på Skærum Mølle den 11. november 2014 blev foreningen Naturplejenet MidtVest stiftet.
Baggrund
Kødkvægsregion Midt-Vest har taget initiativet til at danne et nyt lokalt naturplejenetværk i det midt- og vestjyske. Der har gennem det sidste halvandet års tid været arbejdet i samarbejde med Lemvig og Struer kommuner, naturstyrelsen og landboforeninger (herunder Lemvigegnens landboforening) om at finde ud af, hvordan man bedst får gang i naturpleje. Der har allerede været afholdt et par temamøder med fokus på erfaringsudveksling, og hvilke emner der er vigtige at arbejde sammen om.
Opstarten af netværket er støttet af NaturErhvervstyrelsen og 15. junifonden, hvor der er midler til at bygge en organisation op og indsamle viden til nytte for netværket. I opstarten vil der være fokus på at optimere økonomien, samt hvordan erfaringer og nyeste viden bedst kan deles. Projektet vil samarbejde og dele så meget som muligt med den landsdækkende forening ”Smag på Landskabet” samt andre lokale foreninger.
Den nye forening
Foreningens formål er at styrke naturplejen i det midt- og vestjyske område, så både biodiversitet øges og naturplejen sker på et økonomisk bæredygtigt grundlag samtidig med at dyrene trives. Foreningen vil arbejde med fokus på erfaringsudveksling og samarbejde mellem jordbesidder og dyreholder og ikke mindst med andre organisationer og myndigheder. Foreningen vil også arbejde på at få indflydelse på fremtidige naturgenopretningsprojekter og fremme fortællingen om den landbrugsgren, der arbejder med naturpleje, så det kommer ud til så mange så muligt.
Der var stor tilslutning til den stiftende generalforsamling, hvor følgende bestyrelse blev valgt:
Carl Axel Frost (naturplejer, Skjern og omegn)
Frede Stefansen (naturplejer, Ulfborg)
Søren Odgård (naturplejer, Idom)
Sanne Abildtrup (Medindehaver af Vesterhavsoksen, Hjerm)
Henning Lund (naturplejer med Jysk kvæg, Vemb)
Suppleanter
Ole Jakobsen (kødkvægsudvalg Heden og Fjorden)
Heine Stefansen (naturplejer)
Sekretær og kasserer: Birthe Thordahl og Helle Kalkrup (Lemvigegnens landboforening)
Ud over bestyrelsen blev også oprettet fem udvalg: ”Nabohjælp”, ”Den gode historie”, ”Projekter”, ”Startkursus” og ”Temamøder”.
Se mere om netværket naturplejenet ved at klikke her eller kontakt Lemvig Kommunes repræsentant Kristina Brochmann Pedersen på tlf. 96631119, hvis du ønsker yderligere oplysninger.