
Coronaepidemi og efterfølgende energikrise giver virksomheden Heta i Lemvig stor vækst, og antal ansatte er øget med 50 procent de seneste to år.
– Folk søger i stigende grad alternativer til opvarmning med el eller gas i forsøget på at reducere varmeregningen. Samtidig har verdens usikkerheder betydet, at man ønsker at sikre sig mod eventuelle strømudfald. Her har brændeovne vist sig at være en del af løsningen, og giver dermed Europæiske forbrugere sikkerhed med en god og langtidsholdbar løsning, siger Martin Bach, medejer og fabrikschef på Heta.
Heta producerer forskellige typer brændeovne med varierende design og størrelser, der kan tilpasses kundernes individuelle ønsker. Hetas brændeovne hører til i den dyre ende af markedet.
– Selvom vores brændeovne ofte er dyrere, så køber folk alligevel vores produkter. Folk er villige til at betale for kvalitet, design og sikkerheden ved et produkt produceret i Danmark. Det er en trend, vi har oplevet nogen tid, og som er forstærket de senere år, fortæller Martin Bach, der ejer Heta sammen med sin bror Carsten.
Kriser og nye krav
Corona-nedlukning, energikrise efter Ruslands krig mod Ukraine og nye EU-krav til miljøvenlige brændeovne er de vigtigste årsager til fremgang i produktion og salg, tror de to ejere.
Folk brugte ikke så mange penge i dagligdagen under kriserne og havde flere penge på kontoen til lidt større investeringer, lyder forklaringen.
Nye og skrappe miljøkrav til brændeovne i EU og især i Tyskland har øget eksporten markant. Også Østrig har nye krav, og de to lande står for den største procentuelle vækst i salget.
– Vi har oplevet en fordobling af antal solgte ovne i løbet af de seneste tre år. Tidligere har der været en ret stabil vækst på ca. 10 pct om året. Det gode er, at ordrebogen er fuld et stykke ind i 2024, om end der jo nok vil ske en langsom opbremsning i løbet af de næste par år.
Nye ansatte – fælles ansvar
For at klare den store efterspørgsel har Heta ansat over 40 nye medarbejdere i de seneste par år. Det er lykkedes, selv om der er mangel på arbejdskraft i det meste af Jylland. En del er udenlandske statsborgere og tilflyttere til kommunen.
– Det komplicerer jo sagen. Ikke alle taler dansk. For at integrere dem er vi med i sprogkursuser sammen med kommunen og Jobcentret. Det fungerer. De nye ansatte bliver lært op og kommer hurtigt ind i de opgaver, de skal løse, siger Martin og understreger:
– Jo hurtigere, de nye kommer med i de forskellige arbejdsgrupper og føler teamånden, jo bedre. Det bidrager til at holde på medarbejderne og får dem til at blive på virksomheden og i kommunen.
– Mange lokale virksomheder oplever vækst og mangler arbejdskraft. Alle har behov for flere ansatte. Vi ser det som et fælles ansvar for virksomheder og kommunen at skaffe og bevare arbejdskraft, også fra udlandet, siger Martin.
Heta ser gerne, at nye ansatte har produktionserfaring og lignende kvalifikationer. Men vigtigst er ”personen” – at folk passer ind i forskellige teams og kan arbejde tæt sammen med andre, og dermed skabe et fælles ansvar for, at få produktionen til at lykkes.
Lokal forankring
En anden vigtig forklaring til, at virksomheden har håndteret stigningen i produktionen, er den lokale forankring – af netop produktionen. Heta fremstiller stort set alt i brændeovnene på virksomheden.
– Vi tror, at lokal forankring er en fordel. Vi har selv styr på hele produktionen og egne processer. Det gør os fleksible og hurtige til at omstille os til ændringer på markedet, siger Martin smilende – ikke uden en vis stolthed i stemme.
– Vi er kort sagt herre i eget hus. Produktion, montage, ja, det hele er her i huset i Rom. Vi kan styre og håndtere stor vækst med en kort tidshorisont.
Kort før den seneste vækst tog fart, gennemførte Heta en gennemgribende omlægning af produktionen i 2019 og investerede i nye bygninger og produktionsudstyr. Det gav et langt mere effektivt og strømlinet produktionsapparat.
– Havde vi ikke foretaget den investering, havde vi ikke været i nærheden af at efterleve den efterspørgsel, der kom fra 2020 og frem. Det var rettidig omhu, bemærker Martin og taler som en, nok noget mere kendt – nu afdød, erhvervsmand.
Fakta HETA Brændeovne:
Grundlagt 1972
Producerer også pejseindsatse, pilleovne, vandtanksovne, masseovne og havepejse
Antal af medarbejdere er steget fra 70 til 115 medarbejdere de seneste 2 år
92 procent af produktionen eksporteres. Tyskland, Frankrig og England er de største markeder
Har fem fuldtidsansatte sælgere plus agenter og faste importører i udvalgte eksportlande.
* Artiklen er led i det privat offentlige projekt ”Din jobfremtid ligger i Vestjylland/Lev ved Vestkysten”.