
22-årige Amalie Bæk er svært tilfreds med sin studentereksamen og uddannelse som social- og sundhedsassistent (EUX Velfærd), som hun tog på én gang på Social- og Sundhedsskolen MV i Herning. Uddannelsen tager fire år, men så er hun også klædt godt på til et job som sosu-assisent eller til at læse videre.
Løn under uddannelsen og fin blanding af teori og praktisk arbejde var vigtig i de overvejelser, Amalie gjorde sig, da hun skulle vælge uddannelse 18 år gammel. Oven i – viste det sig – fik hun gode, engagerede medstuderende og lærere.
– Jeg kunne ikke få en meget bedre uddannelse end EUX Velfærd. Den har det hele og åbner en masse døre for mig, siger Amalie med hævet stemme for at sætte en tyk streg under glæden over sit valg.
Kræft i familien
Baggrunden for hendes valg af uddannelse er nok så dramatisk og meget personlig. Hendes mor blev ramt af kræft. Det samme skete for en bedsteforælder og en nær veninde. Det fik Amalie til store overvejelser.
– Det var virkelig hårdt. Jeg kunne intet gøre og følte mig helt uhjælpsom. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at hjælpe. Følte, jeg ikke var til nogen nytte for min mor eller bedsteforælder, fortæller Amalie.
– En god veninde foreslog så, at jeg jo ku´ ta en uddannelse, hvor jeg kunne lære at hjælpe ikke bare min ramte familie, men mange andre i en lignende situation.
EUX Velfærd
Det ville Amalie gerne. Hun undersøgte hvilke uddannelser, der svarede til sine ønsker og planer. Så efter skolegang startede hun på grundforløbet som social- og sundhedsassistent i Holstebro i 2018 og blev ansat som elev ved Lemvig Kommune. Året efter begyndte hun på EUX-Velfærd, som hun afsluttede i januar. Straks efter fik hun ansættelse på Solgården i Lemvig, hvor hun også var i praktik.
– Det passede mig fint. Egentlig var jeg lidt skoletræt efter 10. klasse. Men med grundforløbet og praktisk arbejde på plejehjem fik jeg lysten til at læse tilbage og besluttede at søge ind på EUX. Så fik jeg jo, på en gang, en praktisk uddannelse og en studentereksamen, som jeg altid kan falde tilbage på, siger hun med eftertænksom stemmen.
Amalie er især meget glad for EUX Velfærdsuddannelsens opbygning. En halvt år på skolebænk med en masse teori. Derefter et halvt år i praktik, hvor teori omsættes til praksis. Og det på forskellige arbejdspladser.
Under uddannelsen har hun været i praktik på plejehjem, i hjemmeplejen, i psykiatrien og på hospital.
– Det er godt at komme meget vidt omkring. Det giver erfaring og indsigt i, hvordan de forskellige afdelinger fungerer og arbejder, siger hun.
Hun peger især på, at uddannelsen giver fin indsigt i observationer af borgere og patienter. Det samme gælder for pårørende og sygeplejerske. Og så er hun især glad for det tværfaglige samarbejde, der opstår mellem de forskellige faggrupper.
Løn under uddannelsen
Og så er der økonomien under EUX Velfærd, fortæller hun. Den er god sammenlignet med mange andre uddannelser. Elever får løn fra første hovedforløb og helt til uddannelsen er afsluttet.
– Jeg har haft en god økonomi og penge på lommen. Jeg kunne flytte hjemmefra, købe bil og gøre ting og sager, mine venner, der tager en anden uddannelse, ikke har råd til, siger hun.
Videreuddannelse
Amalies lyst til at arbejde med mennesker og hjælpe andre er kun blevet større under uddannelsen. Hun er klædt godt på til at uddanne sig videre, når hun sammenligner sig med andre på hendes egen alder.
– Jeg tror EUX-uddannelser er lidt mere udfordrende end et normalt gymnasieforløb. Når jeg kunne klare det, vil jeg udfordre mig selv endnu mere, fortæller hun og føjer til:
– Jeg vil uddanne mig til sygeplejerske og senere specialisere mig til kræftsygeplejerske. Et ønskejob, som jeg har det lige nu, er at arbejde på hospice, fortæller hun og har søgt ind på uddannelsen til sygeplejerske i Aalborg efter sommerferien.
– Og bare rolig. Jeg er ikke afskrækket af al den snak om, at sygeplejerske får for lidt i løn. Det gør jeg da også nu. Men jeg brænder for mit arbejde med mennesker.
Hun kan klart anbefale andre at tage en social og sundhedsassistent- eller en EUX Velfærduddannelse.
– EUX er et godt valg. Det samme siger mine mange klassekammerater. Her får vi meget for vores indsats og andre får noget for pengene, slår hun fast.
Fakta om EUX Velfærd:
Fra august 2024 kan du læse EUX Velfærd i Holstebro
Du får hue på
Du får løn under uddannelsen (4 år og 2 mdr.)
År 1 månedsløn 13.956,23
År 2 månedsløn 15.937,38
Du afslutter en gymnasial uddannelse + en social- og sundhedsassistentuddannelse
Vil du videre, har du adgang til fx:
Sygeplejerskeuddannelsen
Jordemoderuddannelsen
Ambulanceredderuddannelsen
* Artiklen er led i det privat offentlige projekt ”Din jobfremtid ligger i Vestjylland/Lev ved Vestkysten”.