
29-årige Matilde Holk Pedersen har 600 brændeovne mellem hænderne om ugen og sender dem afsted til kunder ude i verden. Hun er teamkoordinator i forsendelsesafdeling hos Heta Brændeovne i Rom ved Lemvig.
Det går stærkt, så der er nok at se til. Hun tjekker og retter forsendelsespapirer på hver eneste brændeovn, der forlader Hetas fabrikshaller. Sikre at ovnene står solidt på de rette paller. Tjekker, at ovnene er i rigtig stand og uden fejl og mangler og dobbelttjekker adressen, inden en truckfører kører dem ud af huset.
– Jeg, vi, har travlt, så der kan ske fejl. Men det er sjældent. Vi er flere om at tjekke forsendelserne i afdelingen, fortæller Matilde med en tuschpen i den ene hånd og fire-fem stykker papirer og en label i den anden, mens hun med trænet blik tjekker, om ovnen er rette model, er samlet rigtigt og har den rette farve i henhold til kundens ordre.
Baggrund
Egentligt er der ikke meget i Matildes baggrund, der peger i retning af et job hos Heta Brændeovne. Hun er uddannet ved Handelsskolen i Holstebro med eksamen i salg og service og har arbejdet som salgskonsulent i syv år ved et chokoladefirma.
Men lyst til at prøve noget nyt, fik hun af en veninde et tip om en ledig stilling ved Heta. Hun forhørte sig rundt om, hvordan det var at arbejde her.
– Heta fik et meget fint omdømme. Uanet, hvem jeg spurgte, var der positive meldinger. Det kan jeg bekræfte. Her er en god tone og stemning. Folk skal have, og har det, godt. Der er plads til at lave sjov med hinanden og fyre en joke af. Lederne er venlige og spørger ind til arbejdet. Og så siger vi ”god morgen”, fortæller Matilde.
Jobbet
Modtagelsen var også i top. Hun fik en grundig introduktion, kom rundt i hele virksomheden og blev lært op i godt halvanden måned i forsendelsesafdelingen.
– En grundig oplæring uden hastværk. Jeg fik hjælp af den tidligere teamkoordinator. Det er godt at komme rundt i hele huset, så vi bedre kan hjælpe hinanden og træde til, hvis der er sygdom, eller nogen har ekstra meget at lave. En kæmpe fordel, siger hun.
I forsendelsesafdelingen arbejder tre mænd og tre kvinder med vidt forskellig baggrund og i alle aldre. Et godt mix, som i hele virksomheden, fastslår hun.
– Heta har også mange ansatte med forskellige nationaliteter. Det fungerer superfint. Danskerne kommer til at snakke bedre engelsk, og dem fra udlandet kommer til at tale bedre dansk. Folk er helt enkelt gode til at hjælpe, siger hun.
Så er der kantineordningen på Heta. Den giver hun høje karakterer. Maden er i top, både den varme og den kolde og morgenmaden.
– Den ordning sparer mig mindst et kvarter hver aften. Jeg skal jo ikke smøre madpakke, smiler hun.
Bækmarksbro
Jobbet på Heta har også andre fordele. Matilde bor med mand og to piger på fem og to år i hus tæt ved Bækmarksbro. Med arbejdstider fra seks til halv tre har hun megen tid resten af dagen og kan ”nemt” kombinere privatliv og arbejde.
– Jeg kan li' at have albuerum. Og plads omkring mig. Det har vi her i kommunen. Og så er der altså ikke langt til noget, til alle nødvendigheder i dagligdagen, eller til nogen. Her kender vi hinanden. Naboer kommer hinanden ved. Det er rart og trygt, siger hun og peger ud på marker, træer og enge.
Hun og familien har en stor have og masser af arealer, hvor hun lader børnene lege. Byer? Aldrig. Hun kan slet ikke med storbyer og al den støj. En weekend i København – så er der tinnitus i flere dage – ”altså ikke lige mig”.
– Selv om jeg ikke er til støj og larm, er min mand værre. Vi bor cirka 150 meter fra hovedvejen, og den synes han larmer for meget, griner hun med let himmelvendte øjne og et træk på skulderen.
I Bækmarksbro er der børnehave med vuggestue, SFO, købmand og hal. Familien har alt tæt på. I det hele taget synes hun, Lemvig Kommune er et godt sted.
– Her er supernemt med børn. Og huse og boliger er billige, altså meget billigere end i storbyer. Og så er her gode sociale forhold, slår hun fast.
* Artiklen er led i det privat offentlige projekt ”Din jobfremtid ligger i Vestjylland/Lev ved Vestkysten”.