Kommunalbestyrelsen i Lemvig har på et møde den 20. september 2023 endelig vedtaget tillæg nr. 2 til lokalplan 138 – Anemonevej 44 og Violvej 66, Gjellerodde.
Mindretalsudtalelse: Arne Noe og Dorete Kallesøe stemte imod, da SF mener, at der er tale om fravigelse af lokalplan 138, der som formål har, at sikre områdets anvendelse til fritids- og sommerhusområde. Endvidere mener SF, at det er i modstrid med lokalplanen at overføre areal fra ”fælles opholdsareal til sommerhusbebyggelse”.
Tillæg nr. 2 til Lokalplan 138 er udarbejdet, primært for at give ejer af Anemonevej 44 mulighed for opførelse af en bolig, til erstatning for eksisterende bolig på ejendommen, der samtidig nedrives. Anemonevej 44 ligger i en slugt omgivet af beplantning, som helt eller delvis vil sløre det nye byggeri, som kun vil kunne ses fra kystsiden mod øst.
Ejendommen Violvej 66, er også omfattet af forslaget. Ejendommen er ligesom Anemonevej 44 en af de tilbageværende udstykningsejendomme på Gjellerodde, hvor der ved udstykning kan etableres nye sommerhusgrunde. Denne ejendom er medtaget i forslaget, da der er lavet en ny og bedre plan for eventuel udstykning af fremtidige sommerhusgrunde med tilhørende adgangsvej, som er ændret i forhold til den oprindelige udstykningsplan i Lokalplan 138.
I Tillæg nr. 2 til Lokalplan 138, er der udlagt et byggefelt, hvor den nye bolig på Anemonevej 44 kan opføres. Der er fastlagt en række bygningsregulerende bestemmelser, som alene gælder for udformning af dette byggeri, der omfatter en bolig med tilhørende garage/udhus.
Hvis der efterfølgende udstykkes nye grunde til sommerhusbebyggelse, gælder vilkår for opførelse af nye sommerhuse, som fastlagt i gældende Lokalplan 138 fortsat.
Hvis der udstykkes nye grunde, skal arealer udlagt til fremtidige fællesarealer for de to grundejerforeninger, som dækker området udstykkes og overdrages til sammenlægning med grundejerforeningernes eksisterende fællesarealer.
Se Tillæg nr. 2 til lokalplan 138 – Anemonevej 44 og Violvej 66 her.
Retsvirkninger
Med vedtagelsen må der ikke etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser (jf. Planloven § 18).
Klagevejledning
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelse.
Eventuel klage skal indgives ved brug af Klageportalen via www.borger.dk eller www.virk.dk.
Klagen er indgivet, når du har indsendt den til Planklagenævnet og du har indbetalt et gebyr. Gebyrets størrelse samt en klagevejledning fremgår af hjemmesiden: www.nævneneshus.dk.
Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Du kan, hvis særlige forhold taler for det, anmode Planklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Det gør du ved at sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelse i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan læse mere om klageadgangen på Nævnenes Hus’ hjemmeside.