Kommunalbestyrelsen vedtog på møde den 22. februar 2023 forslag til lokalplan nr. 236 Sommerhusområde – Vrist nord.
Samtidig blev det vedtaget at sagen udsendes i 8-ugers offentlig høring.
I forbindelse med behandling af sagen blev det samtidig vedtaget, at der ikke skal laves miljøvurdering på baggrund af en gennemført miljøscreening af planerne. Miljøscreeningen af de to planer finder du via linket nedenfor i denne annonce.
Forslag til Lokalplan 236
Området er på ca. 2,2 ha, der ligger lige nord for landsbyen Vrist.
Lokalplanområdet afgrænses mod øst af Strandvejen, og mod nord af Hvilehjemsvej, som også bliver den fremtidige adgangsvej til området. Mod vest afgrænses området af jernbanen mellem Lemvig og Thyborøn. Mod syd afgrænses området af et beskyttet hedeareal omfattet af § 3-beskyttelse jf. naturbeskyttelsesloven. En mindre del af heden er medtaget i planen, men skal fortsat henligge urørt og må ikke bebygges eller anvendes på nogen måde.
Der kan indenfor området udstykkes i alt 6 grunde til opførelse af sommerhuse med en max størrelse på 210 m² eller max 350 m² med en bebyggelsesprocent på den enkelte grund på max 10. For at sikre naturarealet, må der på de to sydligste grunde, kun opføres bebyggelse inden for de udlagte byggefelter, så naturen sikres. Ud over sommerhuset må der max. opføres 2 sekundære bygninger skur, garage eller carport på med et samlet areal på op til 50 m2.
For at kunne overholde Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser, er der forud for planen lavet en støjberegning, som er lagt til grund for krav i planen om, at der inden opførelse af sommerhuse skal laves en række jord- og støjvolde langs med Strandvejen og Hvilehjemsvej. Disse volde skal beplantes med marehalm og bidrager samtidig til en grøn afskærmning og afgrænsning af området. Langs med jernbanen er der holdt en vis afstand til jernbanen af hensyn til støj, men også for at bevare den eksisterende beplantning, der udlægges som fællesareal for området. Beplantningen giver også læ og er en afskærmning i forhold til sommerhusområdet vest for jernbanen.
Lokalplanen indeholder bebyggelsesregulerende bestemmelser og krav til vej, vendeplads og p-pladser. Nye sommerhuse må kun opføres i én etage uden udnyttet tagetage med en max højde på 5 meter og skal med hensyn til proportioner, facadeudformning og materialevalg udformes på en sådan måde, at de får sommerhuskarakter.
”LINK - til forslag Lokalplan 236”
Miljøvurdering
Der er i forbindelse med forslag til lokalplan 236 lavet en miljøscreening af planen. Den gennemførte miljøscreening kan du se ved at følge linket herunder.
Kommunalbestyrelsen har i forbindelse med vedtagelse af forslaget jf. § 10 i bekendtgørelse af lov nr. 973 af 25. juni 2020, om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter samtidig ved- taget, at planen ikke er omfatte af kravet om miljøvurdering (VVM-pligt).
Høringsperiode
Høringsperioden er på 8 uger i perioden fra tirsdag den 28. februar 2023 til tirsdag den 25. april 2023.
Eventuelle bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag til de fremlagte forslag skal være skriftlige og sendes via mail til teknik@lemvig.dk eller som fysisk post til Lemvig Kommune, Teknik & Miljø, Råd- husgade 2, 7620 Lemvig.
Bemærkninger til forslagene skal være kommunen i hænde senest tirsdag den 25. april 2023.
Retsvirkninger
Når forslag til lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for foregribelse af den endelige plans indhold, jf. Planlovens § 12, stk. 2 og 3.
Klagevejledning
Afgørelsen om, at der ikke skal foretages miljøvurdering af planerne, kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af brugerinteresser inden for arealanvendelse.
Evt. klage er indgivet, når du har indsendt den til Planklagenævnet og du har indbetalt et gebyr. Gebyrets størrelse samt en klagevejledning fremgår af hjemmesiden: www.nævneneshus.dk
Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen. Hvis du vil ind- bringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Du kan, hvis særlige forhold taler for det, anmode Planklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Det gør du ved at sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelsen i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan læse mere om klageadgang på Nævnenes Hus´ hjemmeside.