Lemvig Kommunalbestyrelse har den 24. februar 2021 endelig vedtaget følgende:
- Lokalplan nr. 204 – Boligområde ved Tannebækvej/Rønbjerghage, Lemvig
- Tillæg nr. 14 til Lemvig Kommuneplan 2017-29.
Tillæg nr. 14 til kommuneplanen og lokalplan 204 giver mulighed for udstykning og opførelse af i alt 5 nye boliger inden for området i udlagte byggefelter.
Lokalplanen giver mulighed for, at der kan bygges en bolig tæt på fjorden med adgang fra Tannebækvej. Der kan opføres 3 nye boliger i op til 2 etager mellem den nævne ejendom og Rønbjerghage med adgang fra Rønbjerghage via ny lille privat fællesvej. Desuden kan der bygges en enkelt bolig i op til tre etager på parcellen, som ligger øst for Rønbjerghage.
Der udlægges en ny tre meter bred trampesti mellem Tannebækvej og fjorden, så det stadig er muligt at komme til fjorden fra Tannebækvej.
Beslutningen er truffet med følgende mindretalsudtalelse: Arne Noe og Susanne Buch stemte imod med den begrundelse, at lokalplanforslaget på væsentlige punkter er i modstrid med udvalgsbeslutningen fra august 2019, herunder at hverken beslutning om adskillelse af højvandsværn og bygning, manglende offentlig stiadgang eller at beslutning om flytning af byggefelt mod øst fastholdes. I stedet bør der igangsættes en lokalplan for hele det oprindelige lokalplanområde for Lemvig Renseanlæg.
Planen er vedtaget i uændret form, dog med redaktionelle rettelser.
Retsvirkninger
Med vedtagelsen må der ikke etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser (jf. Planloven § 18).
Her finder du planerne
Du kan læse mere om planen her på siden.
Klagevejledning
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelse.
Eventuel klage skal indgives ved brug af Klageportalen via www.borger.dk eller www.virk.dk.
Klagen er indgivet, når du har indsendt den til Planklagenævnet og du har indbetalt et gebyr. Gebyrets størrelse samt en klagevejledning fremgår af hjemmesiden: www.nævneneshus.dk.
Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Du kan, hvis særlige forhold taler for det, anmode Planklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Det gør du ved at sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelse i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan læse mere om klageadgangen på Nævnenes Hus’ hjemmeside.