Lemvig Kommunalbestyrelse har den 26. maj 2021 vedtaget følgende planer:
- Lokalplan nr. 214 for en højspændingsstation ved Volder Mark
- Tillæg nr. 20 til Kommuneplan 2017-29
- Miljørapport
- Sammenfattende redegørelse
Lokalplan nr. 214 giver mulighed for at opføre en højspændingsstation ved Volder Mark, der skal anvendes i forbindelse med Thor Havmøllepark. Højspændingsstationen skal bestå af to delstationer, hvoraf den ene skal etableres af koncessionsvinderen af Thor Havmøllepark og den anden skal etableres af Energinet. Derudover giver lokalplanen mulighed for, at det lokale elselskab kan opføre en fremtidig 60 kV-station. Nærmere beskrevet giver lokalplanen mulighed for, at der inden for området opføres bygninger, tekniske anlæg og installationer, herunder transformere, kompenseringsspoler og master mv. til stationens drift, samt etableres veje og parkeringsarealer, beplantning mv. og anlæg til regnvandshåndtering.
Med tillæg nr. 20 til Kommuneplan 2017-20 fastsættes de overordnede rammer for den fremtidige anvendelse af området til tekniske anlæg og de overordnede rammer for den fremtidige lokalplanlægning angives. Tillægget er med den endelige vedtagelse blevet en del af den samlede Kommuneplan for Lemvig Kommune.
Nærmere oplysninger om områdets fremtidige anvendelse til teknisk anlæg i form af højspændingsstationen fremgår af ovennævnte planer
Indkomne høringssvar
Planerne har været i offentlig høring i 8 uger. I høringsperioden modtog Lemvig Kommune fem høringssvar. Ingen af høringssvarene har givet anledning til at ændre på planerne og deres indhold. Planerne er udelukkende vedtaget med få mindre tekniske ændringer.
Anden myndighed
Det ansøgte projekt kræver foruden ovennævnte dokumenter også udarbejdelse af Miljøkonsekvensrapport og §25-tilladelse. Lemvig Kommune er ikke myndighed for dette, det er Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen står derfor selv for offentliggørelsen af disse dokumenter.
Retsvirkninger
Med vedtagelsen må der ikke etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser (jf. Planloven § 18).
Her finder du planen
Du kan læse planerne via links her på siden.
Klagevejledning
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelse.
Eventuel klage skal indgives ved brug af Klageportalen via www.borger.dk eller www.virk.dk.
Klagen er indgivet, når du har indsendt den til Planklagenævnet og du har indbetalt et gebyr. Gebyrets størrelse samt en klagevejledning fremgår af hjemmesiden: www.nævneneshus.dk.
Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen.
Du kan, hvis særlige forhold taler for det, anmode Planklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Det gør du ved at sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelse i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelse i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan læse mere om klageadgangen på Nævnenes Hus’ hjemmeside.
Civilt søgsmål
Hvis afgørelsen ønskes prøvet ved domstolen, skal søgsmål være anlagt senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.