Kommunalbestyrelsen vedtog på møde den 22. juni 2022:
Planens betydning for den efterfølgende administration. Med ændring af status for de 3 områder fra sommerhusområde til landzoneområde, kræver eventuelle anlæg og ændringer i brug og udnyttelse af arealerne en landzonetilladelse, hvor de tidligere var reguleret jf. bestemmelserne i gældende lokalplaner nr. 25, 89 og 16.
Planens indhold
Jf. bekendtgørelse nr. 952 af 16. september 2019, kan en række kommuner udtage områder fra planlagte sommerhusområder og udlægge nye sommerhusområder inden for Kystnærhedszonen.
Inden der kan udlægges nye sommerhusområder ved Gjellerodde 11,7 ha, Løkkevej øst i Trans 9,3 ha og Vejlby Midt 1,1 ha - skal der udtages arealer i allerede planlagte og udlagte sommerhusområder.
Jf. bekendtgørelsen og kommuneplantillæg nr. 4 udtages 12,3 ha fra Ferring Strand, 6,2 ha fra Harpøt Bæk ved Nissum Fjord og 6 ha fra Vejlby Klit.
Sagen løses ved, at de udtagne områder fra Ferring Strand, Harpøt Bæk ved Nissum Fjord og Vejlby Klit i et kommuneplantillæg får ændret zonestatus fra sommerhusområder til landzone.
Det betyder også, at områderne udgår af de vedtagne lokalplaner, og fremadrettet skal administreres via Planlovens landzonebestemmelser.
Samtidig med ændring af zonestatus fra sommerhusområde til landzone, er der også meddeles tilladelse til zoneændring jf. § 45 i Planloven. Ejerne af de berørte arealer er orienteret og har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger med en frist på mindst 8 uger.
Høringsperioden på 8 uger udløb den 1. juni 2022. Der er ikke kommet indsigelser til forslaget.
Retsvirkninger
I henhold til Planlovens § 24 (LBK nr. 287 af 16/04/2018) skal der i forbindelse med kommuneplanforslaget oplyses om reglerne i Planlovens § 12 stk. 2 og 3.
I henhold til stk. 2 kan byrådet inden for byzoner og her sommerhusområder modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
I henhold til stk. 3 kan byrådet inde for byzoner og sommerhusområder modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.
Klagevejledning
Afgørelsen om, at der ikke skal foretages miljøvurdering af planen, kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af brugerinteresser inden for arealanvendelse.
Evt. klage er indgivet, når du har indsendt den til Planklagenævnet og du har indbetalt et gebyr. Gebyrets størrelse samt en klagevejledning fremgår af hjemmesiden: www.nævneneshus.dk
Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Du kan, hvis særlige forhold taler for det, anmode Planklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Det gør du ved at sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelsen i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan læse mere om klageadgang på Nævnenes Hus´ hjemmeside.