
Kommunalbestyrelsen har på et møde den 26. marts 2025 endeligt vedtaget Lokalplan 249 - Sommerhusområde - ved Fjaltring Ferieby, Løkkevej.
I forbindelse med salg af 29 ferieboliger og sommerhuse i Fjaltring Ferieby, som tidligere har haft samme ejer, ønskes det sikret, at de 25 huse i de 5 cirkler samt de 2 større bygninger med hver 2 lejligheder på Løkkevej 55, bevarer deres arkitektoniske og fælles udtryk, også fremadrettet efter salg af sommerhusene.
Området er i forvejen udlagt til sommerhusområde, men der er ikke tidligere lavet nogen lokalplan for området. Der fastlægges i lokalplanen bestemmelser for bevaring af de helt særlige bygningsmæssige karaktertræk, som er kendetegnede for sommerhuse i Fjaltring Ferieby med de ensartede A-huse og med murede skorstene og tagflader i umalet træ i de 5 cirkler, hvilket er sket i samarbejde med de tidligere ejere, som også har ønsket at bevare det helt særlige miljø i Fjaltring Ferieby.
Der fastlægges retningslinjer for bebyggelsens omfang og placering samt det bygningsmæssige udtryk ved nyopførelse af huse på de to grunde, som kan udstykkes, så de udformes med størst muligt hensyn til landskab, kysten og naturområdet. Desuden er der medtaget bestemmelser for anvendelse og indretning af grunde vedr. hegning, beplantning, belægninger og tekniske anlæg m.m., så der tages størst mulige naturhensyn og så det helt særlige miljø bevares.
Indkomne bemærkninger i forbindelse med offentlig høring
Ovennævnte plan har været fremlagt til offentlig høring i perioden fra den 20. december 2024 til den 14. februar 2025. Der er indkommet i alt 6 høringssvar.
To høringssvar fra nye ejere af sommerhuse i Fjaltring Ferieby.
Et høringssvar fra en af arvingerne til ejendommene i Fjaltring Ferieby.
Kystdirektoratet har gjort kommunen opmærksom på, at kysten rykkes langsomt tilbage, ca.1,4 m/år, hvis der ikke fortsat foretages en kystsikring med sandfodring på strækningen. Lemvig Kommune er med i Vestkystaftalen, hvor fire kommuner sammen med Kystdirektoratet bidrager til løbende sandfordring på strækningen, som forventes også at fortsætte fremover, hvorfor der ikke vurderes, at være nogen særlig fare ved at udstykke grunde der ligger mellem 128-190 meter fra foden af klitterne vest for området.
Derudover der indkommet to høringssvar fra naboer til området, som mener værdien af deres boliger og udsigten forringes, hvis der må udstykkes 2 grunde, hvor der kan opføres nye sommerhuse som planen giver mulighed for. Desuden har én af naboerne gjort opmærksom på en række arkitektoniske forhold m.m.
Samlet er der indkommet en lang række forslag til mindre justeringer i lokalplanens bestemmelser. Disse er langt hen ad vejen er medtaget i den endelige lokalplan. Der er også indkommet forslag og bemærkninger, som ikke har givet anledning til ændringer i planen.
De 6 høringssvar har indgået som en del af den politiske behandling af lokalplansagen.
Retsvirkninger
Når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af en lokalplan må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre der er meddelt dispensation (jf. Planlovens § 18).
Her finder du planen
Du kan finde planen ved at følge linkene herunder.
Klagevejledning efter Planloven
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.
Der kan klages over retlige spørgsmål. Retlige spørgsmål omfatter alle spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af den trufne afgørelse, overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og procedurekrav.
Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af brugerinteresser inden for arealanvendelse.
Klagen indsendes via Klageportalen, som man tilgår fra Nævnenes Hus’ hjemmeside www.naevneneshus.dk. Klageadgangen kræver login med MitID/NemID.
Klagen sendes gennem Klageportalen til Lemvig Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Lemvig Kommune i Klageportalen. I forbindelse med indsendelse af klage skal der betales et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer.
Klagen skal være indgivet inden fire uger efter afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at anvende Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Lemvig Kommune, Teknik & Miljø, Rådhusgade 2, 7620 Lemvig eller på e-mail til teknik@lemvig.dk. Lemvig Kommune videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Generelt
Hvis man vil klage over afgørelsen til domstolene, skal det ske inden 6 måneder, fra afgørelsen er modtaget.