Kommunalbestyrelsen har den 28. august 2024 vedtaget forslag til tillæg nr. 17 til Lemvig Kommuneplan 2021-33 – Lemvig: Levende bymidte.
Samtidigt vedtog Kommunalbestyrelsen at sende plandokumenterne i offentlig høring i 4 uger.
Planforslagets indhold
For at muliggøre realisering af en del af emnet bosætning i Lemvig By i Planstrategi 2024 samt udføre strategisk planlægning for bymidten jf. Planloven, er der er derfor udarbejdet forslag til Kommuneplantillæg nr. 23, der fastlægger en mindre udvidelse af afgrænsningen af bymidten end i den nugældende Kommuneplan. Den mindre udvidelse af bymidteafgrænsningen har således til formål at inddrage områder omfattet af temaet ”bosætning” i Planstrategi 2024 samt at inddrage områder med vigtige byfunktioner (bl.a. Sundhedshus, Frivilligcenter, havnearealer med byliv), som vurderes at skulle omfattes af den strategiske planlægning for bymidten.
Miljøvurdering
Lemvig Kommune vurderer, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af planforslaget, idet der er tale om planlægning på et strategisk og overordnet niveau. Der vil skulle foretages en konkret vurdering, i forbindelse med den videre planlægning, når afgrænsning, disponering og omfang af de enkelte områder og projekter kendes mere detaljeret.
Der er derfor ikke krav om udarbejdelse af en miljøvurdering i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), nr. 973 af 25. juni 2020.
Klagevejledning
Afgørelsen om, at der ikke skal foretages miljøvurdering af planen, kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af brugerinteresser inden for arealanvendelse.
Evt. klage er indgivet, når du har indsendt den til Planklagenævnet og du har indbetalt et gebyr. Gebyrets størrelse samt en klagevejledning fremgår af hjemmesiden: www.nævneneshus.dk
Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen på kommunens hjemmeside. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Du kan, hvis særlige forhold taler for det, anmode Planklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Det gør du ved at sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelsen i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan læse mere om klageadgang på Nævnenes Hus´ hjemmeside.
Høringsperiode
Høringsperioden er på 4 uger i perioden fra torsdag den 29. august 2024 til tirsdag den 26. september 2024.
Eventuelle bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag til de fremlagte forslag skal være skriftlige og sendes via mail til teknik@lemvig.dk eller som fysisk post til Lemvig Kommune, Teknik & Miljø, Rådhusgade 2, 7620 Lemvig.
Bemærkninger til forslagene skal være kommunen i hænde senest torsdag den 26. september 2024.