Igennem knapt et år har Lemvig på forskellig vis fejret 100 året for bysbarnet, tegneren Henning Gantriis fødsel i Lemvig. Gantriis skabte, med inspiration i Lemvig, tegneseriestriben ”Livets gang i Lidenlund”, som blev en af Danmarks mest elskede avisstriber.
Fejringen har blandt andet gået ” i Gantriis fodspor” gennem byens miljøer.
Nu afsluttes det i efterårsferien, stadig i Gantriis fodspor, som denne gang er tegneseriesporet. Børn og voksne kan over fire dage tegne tegneserier, skabe små tegnefilm, se tegnefilm, opleve tegneserieudstillinger, læse tegneserier, hilse på menneskestore tegneseriefigurer i gavludsmykningen, møde professionelle tegnere og høre Ida Gantriis fortælle om sit liv som tegner og datter af Henning Gantriis.
Tegneseriefestivalen er ligesom den øvrige fejring af Gantriis skabt gennem et samarbejde mellem Lemvig Kommune, Områdefornyelsen, Lemvig Museum, Handelsstandsforeningen og ”initiativgruppen Gantriis 100 året”.
TegnefilmsWorkshop ”Bring liv i Lidenlund”
Festivalen byder mandag 15.oktober, tirsdag 16.oktober og onsdag 17.oktober på en åben animationsworkshop på Lemvig Museum. Børn har gratis adgang og voksne betaler entre til Museet 25,-. Henning Gantriis lavede selv små primitive animationer som barn. På museets animationsworkshop kan børn og voksne i små grupper gøre ham kunsten efter og skabe korte tegnefilm, hvor bl.a. Lidenlunds figurer bliver levendegjort. Workshoppen ledes af tegner og filmskaber Peter Schmidt, der er født og opvokset i Lemvig, men i dag er en del af det prisvindende animationsstudie Thumblehead i Viborg. Filmene produceres på medbragt smartphone, Ipad eller lign og vises efter aftale på Tegnefilmsfestivalen i Biohuset Lemvig senere på ugen.
Udstilling
På Lemvig Museum kan man hele uge 42 kigge Gantriis over skulderen og blive klogere på hans liv, idet Lemvig Museum har en større udstilling om tegneren.
Byvandring i Gantriis fodspor
Lemvig Museum arrangerer desuden guidede byvandringer på områdefornyelsens nye skiltede rute ”I Gantriis Fodspor”. Turen går gennem de kulturmiljøer i byen, som inspirerede Gantriis. Her vandrer man på samme tid gennem to byer, virkelighedens Lemvig og tegneseriens Lidenlund - og hører om deres historie og sammenhæng. Ruten er kortlagt i en folder, som kan hentes på Lemvig Museum og Turistinformationen på Biblioteket. Ruten kan også opleves, når man tilfældigt støder på skiltene i byen, da ”striberne” er udstyret med tekst, bykort og en QR kode, man kan scanne for mere info.
Områdefornyelsen- Kunst og Kulturmiljøer
Ruten ”I Gantriis fodspor” er sammen med gavludsmykningen ”Livets gang i Lidenlund” resultatet af områdefornyelsesprojektet ”Kunst og Kulturmiljøer”, som med Gantriis som tema har bidraget til fejringen af 100 året med varige ”fodspor” i bybilledet.
Både kunsten og kulturmiljøerne er set gennem tegnerne Henning Gantriis og datteren Ida Gantriis øjne -
kulturmiljøerne får ekstra liv når de ses gennem Henning Gantriis humoristiske ”striber” og det samme gælder for kunsten, når Ida Gantriis fortolker ”Livets gang i Lidenlund” gennem sin egen streg i gavludsmykningen og blander flere tegneserieuniverser.
Mens Gantriisruten kigger bagud på historien bag kulturmiljøerne i provinsbyen Lemvig, er Ida Gantriis` gavludsmykning nutidig med elementer som mobiltelefoner, selfies og rulleskøjter.
Tegneserier og bøger
Lemvig Bibliotek udstiller hele uge 42 tegneserier af nye danske tegneserieskabere samt bøger af Ida Gantriis, Henning Gantriis datter, der gik i sin fars fodspor og blev tegner og illustrator.
Fest med Tegnefilm, Gavludsmykning og afslutning på 100 året
Torsdag d. 18. oktober bliver den store finaledag med tegnefilm i Biohuset, tegneworkshop, indvielse af tegneseriegavl og fest på Hotel Lidenlund.
Dagen begynder med tegnefilmsfestival med små sjove, spændende og anderledes tegnefilm i Biohuset. Filmene er lavet af afgangselever fra Animationsskolen i Viborg og programmet er tilrettelagt, så det egner sig til både børn og voksne. I Biohuset vil der desuden blive vist film fra de foregående dages tegnefilms-workshop.
Torsdag formiddag kan man ind imellem filmene få hjælp og vejledning til at lave sin egen vittighedstegning. Hjælpen kommer fra ingen ringere end Ida Gantriis, der lige som sin far har lavet vittighedstegninger til flere ugeblade og bøger.
Om eftermiddagen indvies den store gavludsmykning, som led i områdefornyelsesprojektet Kunst og Kulturmiljøer. Udsmykningen er tegnet af Ida Gantriis. I en tegning, som pryder den 27 meter lange gavl på Rådhusvænget i Lemvig midtby strømmer Lidenlunds tegneseriefigurer sammen med Ida Gantriis tegneseriefigurer ud fra vinduet til Henning Gantriis’ arbejdsværelse og ned på gaden, hvor de i menneskestørrelse møder de forbipasserende. Når man færdes langs muren bliver man selv en del af ” Livets gang i Lidenlund”, som kunstværket hedder og en af de nutidige figurer benytter da også chancen for en selfie med fejemanden fra Henning Gantriis striber.
Efter vægmaleriafsløringen fortsætter programmet på Hotel Lidenlund.
Her byder områdefornyelsen, Lemvig Museum og ”initiativgruppen” på kaffebord, sodavand og popcorn til alle fremmødte. Under kaffen fortæller Ida Gantriis om gavludsmykningen, sit virke som tegner og det at gå i fars fodspor.
I anledning af 100 året for Gantriis er der med støtte fra Lemvig Kommune indstiftet en ”Gantriis-pris”, som efter oplægget vil blive overrakt til en yngre tegneserieskaber, der som Gantriis tager pulsen på danskheden og på danskerne. Prisen gives til en tegner, der har potentiale til at blive en ny Gantriis, ikke ved at kopiere ham, men ved at skabe sit eget univers, der rammer ind i tiden og samtidig er almenmenneskeligt relevant.
Efter prisoverrækkelsen åbnes udstilling af Ida Gantriis og prismodtageren i Hotel Lidenlunds gamle Bodega, som i sin tid blev navngivet af Henning Gantriis. Både hotellet og bodegaen optræder i Henning Gantriis striber. Originale udgaver af Henning Gantriis håndtegnede striber, som tidligere udsmykkede Bodegaen kan i øvrigt ses som en del af Lemvig Museums udstilling. Udstillingen på Hotel Lidenlund kan ses tors., fre. og lørdage frem til d. 3. november.
Programmet slutter kl. 17 med fine tegneseriepræmier til vinderne af Gavl-konkurrencen.
Alle arrangementer er gratis, bortset fra de voksnes entre til Lemvig Museum.
Program for Tegneseriefestival og afslutningsdag findes på Lemvig Kommunes- og Museets hjemmeside