
Lemvig Kommune igangsætter i disse dage en ny bosætningskampagne med overskriften ”Det hele værd”. Kampagnen skal styrke kendskabet til kommunen som et attraktivt sted at bo, arbejde og leve – og samtidig være med til at synliggøre de kvaliteter, der kendetegner hele Lemvig Kommune. Kampagnen retter sig mod potentielle tilflyttere, der overvejer at flytte til kommunen.
En kampagne forankret i virkeligheden
Kampagnen er blevet til i et samarbejde mellem Lemvig Kommune og reklamebureauet SuperEgo, og i processen har man involveret lokale aktører. Gennem workshops har både lokale virksomheder, tilflyttere og unge, der i dag bor uden for kommunen, bidraget med deres oplevelser og perspektiver. Deres input har spillet en væsentlig rolle i formuleringen af kampagnens kernefortælling og det budskab, der nu foldes ud.
Det hele værd
”Det hele værd“ er både et løfte og en påmindelse. Et løfte til dem, der overvejer at flytte til Lemvig Kommune – og en påmindelse til dem, der allerede bor her. Kampagnen tager afsæt i Lemvig Kommunes stedbundne styrker: den storslåede natur, det stærke lokale fællesskab, en hverdag med tryghed og overskuelighed – og ikke mindst en tradition for handlekraft og erhvervsmæssig fremdrift.
Kommunikationen bygger på fire kernefortællinger: natur, fællesskab, handlekraft og fundament. Fortællingerne bliver formidlet på tværs af kanaler og platforme og vil kunne opleves både digitalt og fysisk i kommunen – bl.a. gennem kampagnemateriale, fremstød ved lokale arrangementer og en opdateret bosætningshjemmeside – flyttillemvig.dk.
Kampagnen foldes ud i hele kommunen
Borgere og besøgende vil i de kommende uger møde kampagnens budskaber i det offentlige rum. Det vil være muligt for lokale virksomheder, foreninger og andre interesserede at finde inspiration til eget brug af kampagnen. Kommunen håber, at mange vil være med til at sprede budskabet og invitere flere til at få øje på de muligheder, der findes her.
Kampagnen lanceres officielt ved et arrangement i Lemvig Sundhedshus torsdag den 21. august kl. 17 – tilmeld dig her: https://lemvig.nemtilmeld.dk/25/. Her vil der blandt andet være præsentation af kampagnens elementer, mulighed for at stille spørgsmål samt en kreativ øvelse som skal inspirere til, hvordan du kan være med til at støtte op om kampagnen.