Lemvig Kommune indkalder hermed til ideer og forslag i forbindelse med opstart af nyt plangrundlag for et biogasanlæg ved Energipark Ramme.
Biogasanlægget skal hjælpe med at forstærke kommunens indsats for en klimavenlig fremtid med stadig mindre udledning af CO2 ved at hjælpe med at afgasse husdyrgødning. Biogasanlægget ønskes placeret ved Energipark Ramme, der består af eksisterende vindmøller samt et solenergianlæg og et PTX-anlæg som begge er under etablering. Formålet med placeringen ved Energiparken er at demonstrere hvordan biogas i sammenhæng med de øvrige VE-energikilder kan vise landbrugets rolle mod udviklingen af et 100% grønt samfund.
Realiseringen af biogasanlægget kræver udarbejdelse af lokalplan og kommuneplantillæg. Derudover skal der udarbejdes miljøvurderinger efter Miljøvurderingsloven med henblik på at vurdere planernes og projektets indvirkning på miljøet. Lemvig Kommune opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til indholdet af den forestående planlægning og indholdet af miljøvurderingerne.
Du kan læse mere om projektet i debathæftet her.
Debatfasen forløber fra 12. januar til 26. januar 2023. Det vil sige at idéer og forslag skal være modtaget senest den 26. januar 2023. Det fremgår af debathæftet, hvordan du indsender bemærkninger.