Du skal bestille tid, før dit fremmøde i Borgerservice.
Når du ønsker at forny dit kørekort, skal du henvende dig personligt i din kommunes borgerservice. Vær opmærksom på at tidsbestilling er nødvendig i flere kommuner.
Sådan fornyer du dit kørekort
Når du henvender dig i kommunens borgerservice for at
forny dit kørekort, skal du først undersøge hos din kommune, om tidsbestilling er nødvendig.
Ved fremmøde skal du medbringe:
- et vellignende foto
- dit gamle kørekort
- identifikation (pas eller sygesikringskort)
- evt. lægeattest (læs mere herom under overskriften "Hvornår skal jeg medbringe en lægeattest?")
Hvis du ikke har et kørekort af kreditkorttypen eller et gyldigt pas, skal du i stedet medbringe din originale dåbs- navne- eller fødselsattest, samt billedlegitimation.
Hvis du bruger kørekort-appen, skal du oprette dig i appen igen, når du fornyer dit kørekort. Når du fornyer dit kørekort, er det vigtigt, at du medbringer dit fysiske kørekort.
Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit kørekort:
- fotografiet skal være uden skader
- det skal ligne dig
- have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
- billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
- hovedbeklædning må kun bæres, hvis ansøger anmoder om det af religiøse grunde. Hvis der gives tilladelse, skal pandeparti, kindben og hage være tydelige og synlige ansigtet skal være jævnt belyst begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
- munden skal være lukket
- briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
- baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver.
Læs mere om krav til billeder og dokumentation hos Færdselsstyrelsen
Prisen for et nyt kørekort afhænger af hvilke(n) kategori(er) du har og om dit kørekort tidligere har været begrænset af helbredsmæssige årsager.
De forskellige gebyrer følger Færdselsloven, og du kan se en opdateret liste over alle gebyrer for udstedelse, fornyelse og ombytning af kørekort på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
Du skal som udgangspunkt ikke vedlægge lægeattest, når du skal forny kørekort til kategorierne AM, A1, A2, A, B og B/E, samt T/M:
- AM (lille og stor knallert)
- A1, A2 og A (lille, mellemstor og stor motorcykel)
- B og B/E (almindelig bil og bil med stort påhængskøretøj)
- T/M kørekort til traktor/motorredskab.
Hvis dit kørekort tidligere har været udstedt med en tidsbegrænsning af helbredsmæssige årsager, skal du medbringe en lægeattest når du skal forny dit kørekort.
Du skal altid vedlægge en lægeattest, hvis du skal forny et kørekort i kategorierne C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E, samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring:
- C1 og C (lille og stor lastbil)
- C1/E, C/E, D1/E, D/E (henholdsvis lille lastbil, stor lastbil, lille bus og stor bus med stort påhængskøretøj)
- D1 og D (lille og stor bus)
- kørekort til erhvervsmæssig personbefordring.
Når dit kørekort er ved at udløbe, skal du henvende dig til en af landets kommuner, som vurderer om betingelserne for fornyelse af kørekortet er opfyldt.
Den 1. juli 2017 trådte der nye regler i kraft om fornyelse af kørekort for ældre. Det betyder, at hvis du er fyldt 70 år eller mere, og du skal have fornyet dit kørekort, skal du som udgangspunkt ikke aflevere en lægeattest, når du ansøger om fornyelse af dit kørekort. Dit kørekort kan tidligst fornyes 3 måneder inden du fylder 70 år.
Kørekort til gruppe 1 udstedes som udgangspunkt med en gyldighed på 15 år, medmindre kørekortet begrænses som følge af helbredsmæssige forhold.
Gruppe 1:
AM - Stor knallert
A1 - Lille motorcykel
A2 - Mellemstor motorcykel
A - Stor motorcykel
B - Almindelig personbil
BE - Almindelig bil med stort påhængskøretøj
TM - Traktor og motorredskab
Du skal være opmærksom på, at hvis dit kørekort tidligere har været tidsbegrænset af helbredsmæssige årsager, skal du fortsat aflevere en lægeattest ved fornyelse, ligesom dit kørekort kan blive tidsbegrænset.
Det er ikke altid muligt ved indleveringen af ansøgningen at se om der skal afleveres en lægeattest, da det kan kræve en nærmere undersøgelse af sagen at se om kørekortet tidligere har været begrænset af helbredsmæssige årsager.
Et kørekort er gyldigt i den periode, der er anført på kørekortet.
Gyldighedstid for kørekort i kategorierne AM, A1, A2, A, B og B/E samt til traktor/motorredskab
Kørekort, som udstedes efter 19. januar 2013, får som udgangspunkt følgende gyldighedsperiode:
15 år:
- AM (lille og stor knallert)
- A1, A2 og A (lille, mellemstor og stor motorcykel)
- B og B/E (almindelig bil og bil med stort påhængskøretøj)
- kørekort til traktor/motorredskab.
Du skal være opmærksom på, at kørekortet som følge af helbredsmæssige grunde, kan udstedes med kortere gyldighed end 15 år.
Gyldighedstid for kørekort i kategorierne C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring
Kørekort, som udstedes efter 19. januar 2013, får som udgangspunkt følgende gyldighedsperiode:
5 år:
- C1 og C (lille og stor lastbil)
- D1 og D (lille og stor bus)
- C1/E, C/E, D1/E, D/E (henholdsvis lille lastbil, stor lastbil, lille bus og stor bus med stort påhængskøretøj)
- kørekort til erhvervsmæssig personbefordring.
Gyldighedstid for personer over 70 år
Gyldighedstiden for kørekortet i kategorierne C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring vil afhænge af din alder på tidspunktet for udstedelsen:
- fyldt 70 år, men ikke 71: Fire år
- fyldt 71 år, men ikke 72 år: Tre år
- fyldt 72 år, men ikke 80 år: To år
- fyldt 80 år: Et år
Kørekort kan - bl.a. som følge af helbredsmæssige grunde - udstedes med kortere gyldighed end 5 år.
Hvis det er mere end tre år siden, dit kørekort udløb, skal du normalt aflægge og bestå en kontrollerende køreprøve (teori- og praktisk prøve), inden du kan få udstedt et nyt kørekort
Kørekort af EF- eller EU-modellen, der er udstedt før den 19. januar 2013, er fortsat gyldige og bevarer indtil videre den gyldighedsperiode, som er anført på kortet.
Alle kørekort skal dog senest 18. januar 2033 være ombyttet til den nye EU-kørekortmodel, som til forveksling ligner et kreditkort.
Hvis du ændrer navn, er det ikke lovpligtigt, at du skal ansøge om nyt kørekort, men du kan godt ansøge om et duplikatkørekort med det nye navn.
Duplikatkørekort er en kopi af det kørekort du har, blot med dit nye navn. Du kan ansøge om et duplikatkørekort ved enhver kommune i Danmark.
Det koster 140 kr. (2023) at få udstedt et nyt (duplikat) kørekort.
Hvis du vil klage over begrænsninger i gyldigheden af dit kørekort, skal du sende din klage til den kommune eller politikreds, som har truffet afgørelsen. Kommunen eller politikredsen videresender så klagen til Færdselsstyrelsen sammen med sagen. Klagefristen er fire uger fra den dag, kommunens eller politikredsens afgørelse er meddelt.
Læs mere om klagesager og behandling af klager hos Færdselsstyrelsen.
Du kan begynde at tage kørekort til almindelig bil, når du er fyldt 16 år og 9 måneder, og du kan tidligst få udstedt dit kørekort når du er fyldt 17 år.
Når du tager kørekort som 17-årig er der særlige regler du skal opfylde for at få kørekortet.
Det er i kommunens borgerservice eller hos en kørelærer du skal henvende dig, når du skal ansøge om at få kørekortet. Dine forældre skal give samtykke til at du kan få udstedt kørekort til kategori B (bil, lille knallert og traktor- og motorredskab). Du skal derfor aflevere en underskrevet samtykkeerklæring fra dine forældre, når du indleverer ansøgningen.
Du skal foruden en samtykkeerklæring medbringe følgende når du indgiver en ansøgning om kørekort:
• et vellignende foto
• pas eller anden legitimation
• en lægeattest
• kursusbevis for færdselsrelateret førstehjælp (dog kun hvis det er første gang du skal have kørekort)
Kommunen vil efterfølgende vurdere om betingelserne for udstedelse af kørekort er opfyldt, beramme køreprøver og opkræve betaling.
Prisen for køreprøve og teoriprøve er 1.000 kr. (2022). Gebyret dækker både den teoretiske og den praktiske køreprøve. Hvis du ikke består enten den teoretiske eller den praktiske prøve første gang, skal der betales et nyt gebyr ved berammelsen af en ny køreprøve.
Når du får kørekort som 17-årig, vil dit kørekort få påført kode 141. Koden betyder, at du frem til du fylder 18 år kun må køre bil på særlige vilkår:
- Du må kun køre bil, hvis du har en ledsager i bilen.
- Ledsageren skal opfylde nogle specifikke krav, som du kan læse mere om på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.
- Du må kun køre bil i Danmark.
- Du må kun køre almindelig bil, lille knallert og traktor- og motorredskab.
- De øvrige køretøjer i kategori B vil du først kunne køre, når du fylder henholdsvis 18 år (stor knallert) og 24 år (trehjulede motorcykler og trehjulede biler med en motoreffekt over 15 kW)
Dit kørekort til kategori B bliver først et fuldt gyldigt EU-kørekort til almindelig bil, når du fylder 18 år. Af samme årsag, kan du eksempelvis heller ikke påbegynde køreuddannelsen til lastbil før du er fyldt 18 år, da du skal være indehaver af et gyldigt EU-kørekort til kategori B, før end du kan begynde disse køreuddannelser.
Over en kørelærer
Hvis du vil klage over en kørelærer, skal du henvende dig til Dansk
Kørelærer-Union. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er alle kørelærere,
der er medlem.
Over køreundervisning
Hvis du vil klage over køreundervisning eller en kørelærer, der ikke er
medlem af Dansk Kørelærer-Union, skal du henvende dig til Ankenævnet for
køreundervisning.
Over teoriprøve eller
praktisk prøve
Hvis du vil klage over teoriprøve eller praktisk prøve, skal du sende din
klage til politidirektøren i politikredsen, der har afholdt prøven. Vil du
klage over en teoriprøve eller praktisk prøve til lille knallert afholdt af
kommunen, skal du klage til kommunen.
Over begrænsninger i
gyldigheden af dit kørekort
Hvis du vil klage over begrænsninger i gyldigheden af dit kørekort, skal du
sende din klage til den kommune eller politikredsen, som har truffet
afgørelsen. Kommunen eller politikredsen videresender så klagen til
Færdselsstyrelsen sammen med sagen. Klagefristen er fire uger fra den dag,
kommunens eller politikredsens afgørelse er meddelt.
