Skraldemanden tømmer i gennemsnit 230 og 530 beholdere med affald hver eneste dag, afhængigt af om det er en henholdsvis en landrute eller byrute. Derfor er det vigtigt, at han har god og nem adgang til din beholder. Men hvordan sikrer du det?
Som grundejer har du ansvaret for, at adgangsforholdene lever op til de bestemmelser, der er beskrevet i Lemvig Kommunes Regulativ for husholdningsaffald, som du kan læse her. Det betyder, at vi har opstillet en række krav du skal opfylde, for at få hentet dit affald.
Kravene skal både sikre skraldemanden ordentlige arbejdsforhold, og at du får hentet dit affald som planlagt. Derfor er der bl.a. stillet krav om ryddelighed, belysning og belægning på vejen hen til din beholder.
Krav til adgangsvejen:
- Adgangsvejen er strækningen fra standpladsen og til grundens skel ud imod vejen.
- Adgangsvejen til standpladsen har en bredde på min. 1 m.
- Adgangsvejen til standpladsen er jævn med kørefast underlag, herunder beton, fliser eller asfalt.
- Stigning på adgangsvejen er på mindre eller lig med 10 %.
- Adgangsvejen til beholderen er belyst og holdes ryddelig.
- Adgangsvejen er ryddet for sne og is og der skal foretages nødvendig glatførebekæmpelse.
- Døre, låger og lignende kan fastholdes i åben stilling.
- Hunde holdes inde på tømningstidspunktet.
Har du ikke mulighed for at overholde kravene i regulativet, skal du køre dine affaldsbeholdere ud til skel dagen inden tømning, og senest inden kl. 05.00 på dagen, hvor dit affald bliver hentet.
Kravene til adgangsvejen tager udgangspunkt i Arbejdstilsynets krav, af hensyn til skraldemændenes arbejdsmiljø. Grus tæller derfor ikke som jævnt og kørefast underlag. Skraldemændene håndterer mange beholdere hver dag, og det belaster ryg, arme og skuldre. Hjælp os derfor med at passe på dem.
Hvad gør jeg, når sneen falder?
Når sneen falder og frosten tager fat, skal du være ekstra opmærksom på adgangsvejen fra kørebanen og helt hen til dine affaldsbeholdere. Det er et krav, at du rydder for sne og gruser den glatte vej - både på adgangsvejen og på fortovet.
Vær opmærksom på dynger af sne, der spærrer på vejen. Husk også at tænde lys i de mørke timer. Så kan skraldemanden komme sikkert frem og tilbage, når han henter dit affald.
Det kan dog være svært at forudsige, hvornår sneen falder. Både for dig og for skraldemanden. Som udgangspunkt er det dit ansvar at sikre adgangsvejen - også selvom du ikke er hjemme, når det sner. Og til trods for du har ryddet sne, gruset glatte veje og tændt lys til den store guldmedalje, kan snevejret alligevel give forsinkelser - selvom skraldemanden gør, hvad han kan for at hente dit affald.
Hvordan skal mine beholdere stå?
Det er vigtigt, at dine affaldsbeholdere står rigtigt, så skraldemanden let kan hente dit affald.
- Beholderen placeres på en standplads med et fast og jævnt underlag, herunder beton, fliser eller asfalt.
- Der skal være minimum 2 meters frihøjde ved beholderen og friplads omkring beholderen, således at beholderen kan trækkes ud.
- Pladsen/standpladsen omkring beholderen skal være ryddet for sne, og der skal foretages nødvendig glatførebekæmpelse.
- Pladsen/standpladsen omkring beholderen skal være belyst og holdes ryddelig.
- Beholderen skal vende med håndtag ud mod renovatøren.
Skraldemanden sætter som udgangspunkt altid din affaldsbeholder tilbage, hvor den stod.