Lemvig Kommuner etablerer kvælstofvådområde langs Fald Å
Lemvig Kommuner har fået tilsagn fra staten til at gennemføre et ca. 100 ha kvælstofvådområde i ådalen langs Fald Å. Formålet med vådområdet er at fjerne kvælstof fra vandmiljøet og derved mindske udledningen af kvælstof til Limfjorden.
Forundersøgelser viste, at projektforslaget er teknisk muligt, at der kan opnås en kvælstoffjernelse på ca. 11 tons N om året og udtages godt 53 ha tørvejord af drift. Forundersøgelsen viste også, at der generelt er god lodsejeropbakning fra de 29 lodsejere til at realisere projektet.
Første skridt mod at gennemføre projektet er at Landbrugsstyrelsen gennemfører en jordfordeling, så de lodsejere, der ønsker det, kan få erstatningsjord uden for projektområdet. Samtidig opkøbes jord fra de lodsejere som ønsker at sælge, og der fastlægges erstatninger for de lodsejere som får vådere jord. Hvis dette falder på plads til alles tilfredshed, går kommunen videre med at anlægge vådområdet. Hvis forhandlingerne om jordfordeling og erstatninger ikke falder på plads, bliver projektet opgivet.
Forundersøgelse og eventuel gennemførelse af projektet udføres af Lemvig Kommune i samarbejde med konsulenter og betales af EU og Staten.
Beskrivelse af Fald Å projektet:
Projekt består af 2 delområder, som kan realiseres uafhængigt af hinanden i tilfælde af at noget forhindrer etablering af begge delområder. I begge delprojektområder genslynges den nedgravede og kanaliserede å, og anlægges terrænnært for at vandmætte og med mellemrum oversvømme de omkringliggende enge. Dræn i ådalen afskæres, dræn fra oplandet føres til overrisling inden for projektområdet. Før det sydlige delprojekt kan realiseres, skal der foruden de ejendomsmæssige forhold, tages stilling til de fredede og arkæologiske fund i området.
Projektet finansieres af EU samt Miljø- og Fødevareministeriet.
Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.