Når der sker drukne- eller andre ulykker ved de danske kyster, er det vigtigt, at alarmering af redningsberedskabet sker så sikkert og hurtigt som muligt. En hurtig redningsindsats er afhængig af at alarmcentralen og beredskabet har mulighed for entydigt at fastslå stedet for ulykken.
På de danske kyster er der normalt ingen ”rigtig” adresse, og det kan derfor være vanskeligt for en person, der ikke er lokalkendt, at forklare hvor en given ulykke er indtruffet.
Redningsberedskabet kender nu den nøjagtige beliggenhed af de strandnumre der hører til deres område. Til hvert strandnummer er defineret en gps-koordinat, således at redningsmandskabet kan komme hurtigt til stedet, uanset om de kommer fra landsiden, fra vandet eller fra luften. Skiltene er grønne med et sort nummer på hvid baggrund. Ud over strandnummeret for oven er skiltet forsynet med SOS, telefonsymbol samt 112 nederst. Skiltene placeres på selve stranden samt ved adgangsvejene til stranden.
Rigspolitiet har oprettet et strandnummersystem, der let kan genkendes og huskes af strandens brugere.