Lemvig Kommune har modtaget en ansøgning om miljøgodkendelse af husdyrbruget på Donskærvej 33, 7660 Bækmarksbro.
Slagtesvinebruget ønskes udvidet med 9 nye stalde med et samlet produktionsareal på 3.100 m², samt to nye gyllebeholdere på hver 4.000 m³ med teltoverdækning. Staldene bliver tilbygninger til det eksisterende staldanlæg og gyllebeholderne placeres ved siden af den eksisterende gyllebeholder med teltoverdækning.
Staldene etableres med delvis spaltegulv og gyllekøling til reduktion af ammoniak.
Udvidelsen har til formål at fremtidssikre ejendommens mulige produktion i sammenhæng med bedriftens hovedejendom, hvor der produceres smågrise.
Der er søgt godkendelse efter Husdyrbruglovens § 16a, stk. 2, nr. 2 og projektet er derfor omfattet af krav om offentlig høring. Projektet er beskrevet i ansøgers miljøkonsekvensrapport, som ses her.
Alle har adgang til at kommentere på det søgte projekt.
Høringssvar sendes til Lemvig Kommune på teknik@lemvig.dk
Spørgsmål til sagen kan rettes til Lemvig Kommune, Natur og Miljø på teknik@lemvig.dk og på telefon 96 63 14 19.