Lemvig Kommunalbestyrelse har den 24. august 2022 endelig vedtaget lokalplan 229 – Vejlby Nordøst – mellem lukket del af Strandvejen og jernbanen.
Planen giver mulighed for at udstykke i alt 13 ny sommerhusgrunde på ca. 15-1600 m2 og mulighed for opførelse af sommerhuse på max 210 m2.
Karv om etablering af støjvolde. Pga. støj fra jernbanen og Strandvejen, er det lavet støjberegninger hos COWI, som har beregnet hvor store disse støjvolde mod jernbanen og en strækning langs med Strandvejens skal være, for at Miljøstyrelsens vejledende støjkrav kan overholdes. Jord/støjvolde skal beplantes, og tjener også som afskærmning/afgrænsning om området.
I forbindelse med lokalplanen udlægges 2 nye private fællesveje. En med udkørsel på Strandvejen og en med udkørsel på den lukkede del af Strandvejen, som i dag udgør en blind vej der samtidig også er gang- og cykelsti.
Ud over en række bygningsregulerende bestemmelser stilles der vilkår om, at grundene ud over p-pladser og terrasser ikke må befæstes eller udlægges med granitskærver eller lignende, så udearealer får et vist naturpræg.
Der var indkommet en del indsigelser til planen, som bl.a. har betydet at der foretaget justeringer i planen.
I forhold til forslaget, er der lavet følgende mindre justeringer i den endelige lokalplan:
- I § 5.8 er kravet om etablering af p-pladser ændret fra minimum tre til fire p-pladser til nu to til fire p-pladser.
- Der er indføjet en ny § 4.2 med krav om, at grunde skal have en størrelse på minimum 1.450 m².
- Der er indføjet en ny § 7.1 hvori der står: "Der må ikke anvendes reflekterende materialer".
- § 7.4 er ændret med - "Der må ikke anvendes glaserede, engoberede eller andre former for overfladebehandlet tegl - for at undgå refleksioner".
- Der stilles ikke krav om flethegn. Men § 9.3 er ændret med krav om nu minimum 4 glatte tråde i det ubrudte hegn mod jernbanen, mod før 2 tråde.
- Der er indføjet et nyt § 9.13 "At der ud over almindelige navne- og vejskilte ikke må anbringes reklamer eller lignende uden forudgående tilladelse fra Lemvig Kommune."
- § 9.6 beplantning er suppleret med bestemmelse om, at "jordvoldene skal tilplantes med minimum 3 planter/m² med det formål, at beplantningen kan brede sig og blive tæt over tid. Ejer af ejendommene har ansvar for, at beplantningen bevares og fornyes ved stormfald eller hvis planter går ud, så der søges opretholdt et grønt bælte langs med jernbanen".
Ud over de nævnte ændringer i bestemmelserne er der kun foretaget mindre redaktionelle justeringer. På den baggrund anbefales det, at sagen vedtages endelig, uden at planen udsendes i fornyet høring.
Mindretalsudtalelser: Et flertal i Kommunalbestyrelsen godkendte planen. Gitte Winther Jepsen, Lone Pilgaard Sørensen, Steen Madsen, Peter Borup Sørensen, Tina Mortensen, Arne Noe og Dorete Kallesøe stemte imod.
Med afsæt i høringssvarene stemmer Socialdemokratiet imod med den begrundelse, at sommerhusene max. bør være 150 m². SF stemmer imod med den begrundelse, at bebyggelsesprocenten ikke bør overstige 10% og størrelsen på sommerhuse ikke overstige 150m².
Retsvirkninger
Med vedtagelsen må der ikke etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser (jf. Planloven § 18).
Klagevejledning
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelse.
Eventuel klage skal indgives ved brug af Klageportalen via www.borger.dk eller www.virk.dk.
Klagen er indgivet, når du har indsendt den til Planklagenævnet og du har indbetalt et gebyr. Gebyrets størrelse samt en klagevejledning fremgår af hjemmesiden: www.nævneneshus.dk.
Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Du kan, hvis særlige forhold taler for det, anmode Planklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Det gør du ved at sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelse i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan læse mere om klageadgangen på Nævnenes Hus’ hjemmeside.