Lemvig Kommunalbestyrelse har den 24. august 2021 endelig vedtaget lokalplan 220 for Nørre Nissum Efterskole, boliger og off. formål i Nissum Kirkeby.
Lokalplan 220 indeholder bl.a. bestemmelser for udvikling af boliger og området ved Nørre Nissum Efterskole. Planen afløser tidligere lokalplan for stort set samme område.
Det nye i forhold til tidligere lokalplan er, at der i lokalplan 220 udlægges en række nye byggefelter. Et til opførelse af ny gymnastik- og springhal lige nord for den eksisterende idrætshal, som skal placeres i niveau med idrætshallen, så den ikke bliver synlig i landskabet, da hallen er nedgravet i forhold til naturligt terræn. Syd for eksisterende idrætshal er udlagt areal til nyt idrætsanlæg - padel tennis. Endelig udlægges 2 arealer i lokalplanen mellem vejene Kirkebyen og Hovedgaden (Landevejen) til p-pladser for Nørre Nissum Efterskole.
Begge planer har været i offentlig høring i 8 uger fra den 27. maj til den 22. juli 2021. De indkomne bemærkninger har indgået i Kommunalbestyrelsens behandling af sagen og den endelige vedtagelse af planen.
Lokalplanen er vedtaget i uændret form, dog med redaktionelle rettelser.
Lemvig Kommunalbestyrelse har den 24. august 2021 endelig vedtaget tillæg nr. 29 til Lemvig Kommuneplan 2017-29 – Rammer for Nissum Efterskole, boliger og off. Formål i Nissum Kirkeby, Lemvig.
Retsvirkninger
Med vedtagelsen må der ikke etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser (jf. Planloven § 18).
Klagevejledning
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelse.
Eventuel klage skal indgives ved brug af Klageportalen via www.borger.dk eller www.virk.dk.
Klagen er indgivet, når du har indsendt den til Planklagenævnet og du har indbetalt et gebyr. Gebyrets størrelse samt en klagevejledning fremgår af hjemmesiden: www.nævneneshus.dk.
Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Du kan, hvis særlige forhold taler for det, anmode Planklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Det gør du ved at sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelse i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan læse mere om klageadgangen på Nævnenes Hus’ hjemmeside.