Indkaldelse af idéer og forslag til planlægningen for opstilling af en vindmølle på Thyborøn Sydhavn, samt til miljøvurderingen af plangrundlaget
samt
Indkaldelse af idéer og forslag til afgrænsning af miljøkonsekvensrapporten for vindmølleprojektet på Thyborøn Sydhavn
Lemvig Kommune indkalder idéer og forslag til den videre planlægning for en ny vindmølle på Thyborøn Sydhavn. Såfremt denne planlægning vedtages, vil det være som erstatning for den forrige planlægning med lokalplan 233, der også giver mulighed for en vindmølle på Thyborøn Sydhavn.
Gennemførelse af det ansøgte vindmølleprojekt vil kræve vedtagelse af et kommuneplantillæg og en ny lokalplan. Planlægningen er omfattet af lov om miljøvurdering, hvorfor der skal udarbejdes en miljøvurdering af plangrundlaget.
Forud for udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport, kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurdering af plangrundlaget indkaldes der til ideer og forslag til det videre planarbejde. Berørte myndigheder vil ligeledes blive hørt med hensyn til indholdet i de undersøgelser, der laves i forbindelse med miljøvurderingen af plangrundlaget og projektet.
Det er vurderet, at vindmølleprojektets samlede miljøpåvirkninger har et sådant omfang, at det vil medføre krav om miljøvurdering, hvorfor der skal udarbejdes en miljøkonsekvensrapport, før der kan gives tilladelse til projektets realisering. Ansøger har i den forbindelse anmodet om, at projektet undergår en miljøvurdering.
Bygherren skal som led i miljøvurderingsprocessen for vindmøllen fremlægge miljøkonsekvensrapporten for vindmølleprojektet. Omfanget og detaljeringsgraden af de oplysninger og beskrivelser, som bygherren skal fremlægge i rapporten, fastsættes af Lemvig Kommune.
Om Projektet
Lemvig Kommune har fået udarbejdet en debatfolder, hvor du kan læse om vindmølleprojektet, den kommende planlægning og de indledende overvejer om projektets miljøpåvirkninger i debatfolderen. Du finder debatfolderen her.
Høringsperiode
Lemvig Kommune indkalder idéer, forslag og bemærkninger i perioden fra den 16. marts til den 30. marts 2023.
Ønsker du at komme med forslag, idéer og bemærkninger til den kommende planlægning for og miljøvurderingerne af en mølle på Thyborøn Sydhavn bedes de sendt via mail til teknik@lemvig.dk, alternativ som alm. post til Lemvig Kommune, Rådhusgade 2, 7620 Lemvig. Eventuelle forslag, idéer og bemærkninger skal være modtaget senest den 30. marts 2023. Anfør venligst afsendernavn og -adresse på brev og e-mail.