Kommunalbestyrelsen vedtog på møde den 30. november 2022 forslag til tillæg nr. 9 til Lemvig Kommuneplan 2021-33 samt forslag til lokalplan nr. 235 - Ferie- og fritidsområde, Nyvang, Lemvig . Samtidig blev det vedtaget at sagen udsendes i 8-ugers offentlig høring.
I forbindelse med behandling af sagen blev det samtidig vedtaget, at der ikke skal laves miljøvurdering på baggrund af en gennemført miljøscreening af planerne. Miljøscreeningen af de to planer er indeholdt i denne annonce.
Tillæg nr. 9 til Lemvig Kommuneplan 2021-33
Området omfattet af tillæg nr. 9 var tidligere udlagt dels til erhvervsområde og dels område til offentlige formål. Området fastlægges til nye formål for at muliggøre ombygning og indretning af tidligere erhvervsbygninger/lagerhaller samt en administrationsbygning til padeltennis samt øvrige sports- og fritidsformål, og med henblik på etablering af udlejning af hytter på hotellignende vilkår.
Med tillæg nr. 9 til Lemvig Kommuneplan 2021-33 udtages rammeområde 1D 1.4 og der udlægges et nyt rammeområde til rekreative formål ved Nyvang, Lemvig. Rammeområdet benævnes G1 1.6.
Med den nye ramme skal der samtidig ske en tilpasning i forhold til naborammerne - rammeområde 1E 1.2 og 1G 1.2.
”LINK - til forslag til tillæg nr. 9 til Lemvig Kommuneplan 2021-33”
Lokalplan 235
Lokalplanen giver mulighed for, at der kan etableres udendørs padelbaner og at den mindre hal omdannes til en 18-hullers adventure minigolfbane. Med planen skabes der mulighed for opførelse af en række hytter, der sammen med den tidligere administrationsbygning kan anvendes til udlejning og overnatning i en kortvarig periode på hotellignende vilkår, jf. Sommerhusloven.
Hotellignende vilkår betyder, at der på stedet skal være en ankomst/reception. Derudover er det et krav, at gæster skal kunne få serveret mad i et særskilt serveringslokale, ligesom der skal tilbydes gæster servering af mindst et af døgnets tre hovedmåltider f.eks. morgenmad. Desuden skal disse funktioner ligge i nærheden af/tilknytning til udlejningshytterne.
Lokalplanen er inddelt i tre delområder - I, II og III
Delområde I kan anvendes til erhvervs-og fritidsområde, indendørs og udendørs fritids- og sportsaktiviteter med tilhørende veje og parkeringspladser for områdets brugere. Der kan i de eksisterende bygninger indrettes faciliteter, der understøtter funktionerne samt udlejning af hytter på hotellignende vilkår, reception, køkkenfaciliteter samt opholds- og serveringsområder.
Delområde II udlægges til hytteområde. Den tidligere administrationsbygning kan indrettes til overnatningsformål og der kan i området opføres hytter til ferieophold og overnatning for turister og øvrige brugere af områdets faciliteter m.fl., efter forudgående tilladelse og regler fastlagt af Bolig- og Planstyrelsen, vedr. udlejning af overnatning på hotellignende vilkår jf. Sommerhusloven.
Delområde III udlægges dels til etablering af en jord- og støjvold mod jernbanen og dels til etablering af udendørs fritidsaktiviteter, som fodboldgolf, hoppe-pude og lign. med tilhørende anlæg. Der kan på sydsiden af jord- og støjvold placeres solceller.
”LINK - forslag til Lokalplan 235”
Høringsperiode
Høringsperioden er på 8 uger fra fredag den 2. december 2002 til fredag den 1. februar 2023.
Eventuelle bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag til de fremlagte forslag skal være skriftlige og sendes via mail til teknik@lemvig.dk eller som fysisk post til Lemvig Kommune, Teknik & Miljø, Rådhusgade 2, 7620 Lemvig.
Bemærkninger til forslagene skal være kommunen i hænde senest onsdag den 1. februar 2023.
Miljøvurdering
Der er i forbindelse med forslag til lokalplan 235 samt kommuneplan tillæg nr. 9 er der lavet en miljøscreening af planerne. Miljøscreeningen for miljøvurdering af de to planer er vedlagt her.
Kommunalbestyrelsen har i forbindelse med vedtagelse af forslagene jf. § 10 i bekendtgørelse af lov nr. 973 af 25. juni 2020, om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter samtidig ved-taget, at planerne ikke er omfatte af kravet om miljøvurdering (VVM-pligt).
"LINK - Miljøscreening af forslag til tillæg nr. 9 og forslag til lokalplan 235"
Retsvirkninger
Når forslag til lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for foregribelse af den endelige plans indhold, jf. Planlo-vens § 12, stk. 2 og 3.
Klagevejledning
Afgørelsen om, at der ikke skal foretages miljøvurdering af planerne, kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af brugerinteresser inden for arealanvendelse.
Evt. klage er indgivet, når du har indsendt den til Planklagenævnet og du har indbetalt et gebyr. Gebyrets størrelse samt en klagevejledning fremgår af hjemmesiden: www.nævneneshus.dk
Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Du kan, hvis særlige forhold taler for det, anmode Planklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Det gør du ved at sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelsen i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan læse mere om klageadgang på Nævnenes Hus´ hjemmeside.