Det var 5 lokale virksomheder, herunder to fra Thyborøn, som vandt opgaven med at renovere og omdanne De Røde Barakker i Thyborøn til maritimt udstillingssted med erhvervsmanden og dykkeren Gert Normanns dykkerfund fra 1. verdenskrig som hovedattraktion.
Ambitionen er at skabe en international attraktion som kan tiltrække mange besøgende – også fra udlandet.
Det bliver en speciel og anderledes opgave for håndværkerne at være med til at omdannelsen af kulturmiljøet ”De Røde Barakker”, som renoveres med henblik på bevaring af de bygningsdetaljer, som fortæller historien om bygningernes tidligere anvendelse og gør dem bevaringsværdige.
Det er arkitekt Tyge Dahl, som i tæt samarbejde med Lemvig Kommune og Realdania har udarbejdet arkitektprojektet med renovering og omdannelse af barakbyen.
”Når der indrettes nyt i gamle rammer opstår der ofte et helt unikt miljø, som ikke kan skabes i nybyggeri. Barakbyen i Thyborøn har alt det der skal til for at skabe rammerne for et enestående miljø. Når rammerne udfyldes af Gert Normanns spændende dykkerfund og historier fra søkrigen under 1. verdenskrig opstår et fint samspil mellem bygninger og indhold” fortæller projektleder ved Lemvig kommune arkitekt Dorte Gad.
Projektet med omdannelse af De Røde Barakker som alt i alt beløber sig til 8.35 millioner kroner finansieres af en anlægsbevilling på 3.1 kroner millioner kroner fra Lemvig Kommune, et anlægsbidrag på 4,25 millioner kroner fra Realdania og en medfinansiering på 1 million kroner fra Gert Normann.
I alt 28 virksomheder var med i licitationsrunden, men fem lokale virksomheder løb med ordrerne. Det er Tangsø Murer ApS, Rosenberg Madsen A/S, Per Larsen VVS og Blik, Thyborøn EL og malerfirmaet K. Rasmussen fra Thyborøn.
Licitationsdatoen var den 15. december 2014 og renoverings- og ombygningsprojektet påbegyndes i januar 2015.
Det er målet, at projektet står færdigt så udstillingen kan åbne lige inden sommerferien 2015, på 100 året for søkrigen under 1. verdenskrig.
Overblik over vinderne:
Murer, kloak og belægning
Tangsø Murer ApS
7660 Bækmarksbro
Tømrer/Snedkerenterprisen
Rosenberg Madsen A/S
76720 Lemvig
VVS-enterprisen
Per Larsen VVS og Blik
7620 Lemvig
El-enterprisen
Thyborøn EL
7680 Thyborøn
Maler-enterprisen
K. Rasmussen
7680 Thyborøn