Onsdag den 27. juni indvies i Lemvig ruten ”I Gantriis’ fodspor”, der er første del af områdefornyelsesprojektet ”Kunst og Kulturmiljøer”. Ruten er navngivet efter skaberen af tegneserien ”Livets gang i Lidenlund”, Henning Gantriis, der blev født i byen for 100 år siden. På ruten opleves Lemvigs kulturmiljøer gennem tegneserie-striberne.
Lidenlund er i virkeligheden Lemvig. Bygningerne og miljøerne fra tegneserien findes stadig i byen.
Går man i Gantriis’ fodspor, finder man 17 af de mest markante kulturmiljøer fra tegneserien og det virkelige liv markeret med skilte udformet som tegnerens karakteristiske ”gadespejl” og tegneseriestriber fra ”Livets gang i Lidenlund”.
Gantriis og Kulturmiljøer i Lemvig
”I Gantriis' fodspor” er en spændende vandring gennem Lemvigs historiske kulturmiljøer. Her opleves alle byens facetter med fine gamle bygninger og miljøer fra værtshusgader til kirketorv, handelsstrøg, kærlighedssti, fortættede gader og havn.
Ruten giver en speciel oplevelse, når den opleves i ”Gantriis’ fodspor”. Miljøerne ses med tegnerens humoristiske glimt i øjet. Kulturmiljøerne får liv gennem personerne i tegneserien, der er inspireret af det virkelige liv – tilsat kunstnerisk frihed.
De fleste kan den dag i dag genkende nogen eller sig selv, miljøerne og situationerne i Gantriis’ striber. Mange både i og udenfor Lemvig holder af karikaturerne, der nok er satiriske, men også kærlige. Byen får med ruten markeret sig som en by med fine miljøer og sin helt egen tegneserie.
Gadespejle og tegneseriestriber
Ruten består af 17 udvalgte steder, som er markeret med skilte udformet som tegnerens ”gadespejl” og tegneseriestriber på facaderne. Skiltene er designet af Henning Gantriis’ datter, Ida Gantriis, der også har valgt de anvendte motiver og striber.
Gadespejlet er valgt, da det flittigt anvendes i tegneserien som symbol på den nysgerrighed, mange har. Motivet er tegnet af Henning Gantriis og viser gadelivet på Lemvig Kirketorv iagttaget af en nysgerrig kone.
Gadespejlene er ens og hænger som udhængsskilte, synlige fra begge sider. Under hvert gadespejl hænger Gantriis-striber, der viser et eksempel på hver enkelt bygning eller miljøs medvirken i tegneserien.
Ruten er kortlagt i en folder, som kan hentes på Lemvig Museum og Turistinformationen på Biblioteket. Ruten kan også opleves, når man tilfældigt støder på skiltene i byen, da ”striberne” er udstyret med en kort tekst, et kort og en QR kode, man kan scanne for mere info.
Områdefornyelse
Områdefornyelsen af Lemvig bymidte, ”Lemvig på bagsiden” har som mål at forskønne byen og skabe sammenhæng mellem byens ”bagsider” og de centrale gader, pladser og havnen, så midtbyen bliver attraktiv for borgere, erhvervsdrivende og turister.
”I Gantriis’ fodspor” går gennem centrale steder i byen og giver øget fokus på byens mange stisystemer og passager gennem midtbyen og uden for centrum ved Stationstrappen, Skulpturstien og Kærlighedsstien.
Anden del af områdefornyelsesprojektet ”Kunst og Kulturmiljøer” bliver et stort gavlmaleri med et portræt af Henning Gantriis tegnet af Ida Gantriis. Det indvies i efterårsferien 2018 i forbindelse med en ”tegneseriefestival”, der markerer afslutningen af Gantriis 100-året.
Områdefornyelse i Lemvig midtby løber frem til foråret 2021 og bliver udført i samarbejde med byens borgere og andre interessenter. Områdefornyelsen er støttet af Trafik, Bygge- og Boligstyrelsen og Lemvig Kommune.
Indvielse
”I Gantriis’ fodspor” indvies onsdag den 27. juni 2018 kl. 15.00 i Musikskolens gård med musik og tale ved borgmesteren og efterfølgende byvandring med underholdning, smagsprøver og fortællinger på 4 udvalgte stop på ruten. Indvielsen slutter på Lemvig Museum med åbning af en særudstilling om Gantriis.